Et valg om velfærd eller skattelettelser. Et valg om gevinsten ved at arbejde. Et valg om trygheden i et arbejde. Partierne har alle sammen deres udlægning af den valgkamp, der nu er skudt i gang, og som kulminerer om 23 dage, 18. juni.

Nystrøgne skjorter på bøjler bliver hastigt båret igennem vandrehallen på Christiansborg. På kontorerne skal kufferter pakkes, for nu skal de folkevalgte ud i deres kredse rundt om i landet. Alle ved, hvad der skal ske, men venter fortsat på den officielle melding fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) her tidlig onsdag formiddag.

Få minutter efter klokken 11 kommer den fra Spejlsalen:

»Valget er klart. Tiden er den rette. Og nu er det op til danskerne,« siger Thorning foran et massivt opbud af pressefolk.

Hun har derfor »indstillet til Hendes Majestæt Dronningen, at der udskrives valg til Folketinget til afholdelse 18. juni«.

I Thornings udlægning skal danskerne beslutte sig for, om de vil have velfærd eller skattelettelser. Selv har hun allerede bebudet, at hun agter at investere 39 milliarder i den fælles velfærd frem mod 2020.

»Oppositionen vil en anden vej. Her skal hver ledig krone gå til tvivlsomme skattelettelser. Her er der nulvækst, så langt øjet rækker. Her vil blokpolitik afløse det brede samarbejde. Her er Lars Løkke Rasmussen statsminister,« lyder det fra Thorning, der konsekvent omtaler Venstres ønske om nulvækst for »et eksperiment«.

Men det er en »skræmmekampagne« mod Venstres politik, mener Venstres formand. Og det kan da også blive nødvendigt at gå på kompromis om udgiftsstoppet - eller nulvæksten - erkender Lars Løkke Rasmussen (V), efter at Dansk Folkepartis tidligere formand, Pia Kjærsgaard (DF), på dagen for valgudskrivelsen i ganske utvetydige vendinger har slået fast, at Venstre kan se langt efter et ønske om nulvækst i den offentlige sektor.

»Jeg har fra starten sagt, at udgiftsstoppet er Venstres udgangspunkt. Det er klart, at hvis Venstre får 90 mandater i Folketinget, er jeg helt sikker på, at jeg kan blive stående på det udgangspunkt,« siger Lars Løkke.

»Men hvis der er en masse partier i Folketinget, som synes noget andet, så skal man jo forhandle. Det afgørende er retningen, og det, vi har sat, er en retning, hvor det bedre skal kunne betale sig at arbejde,« siger han.

At der er tale om en skræmmekampagne afvises dog af Helle Thorning-Schmidt, da hun senere på dagen uddeler socialdemokratiske symboler, røde roser, til københavnere ved Nørreport Station.

Tilbage på kontorerne bliver trolleyerne, der nemt kan proppes ind i en flykabine, fyldt med skiftetøj og kampagnemateriale. For vælgerne skal overbevises, eller som de Konservatives tidligere formand Lars Barfoed (K) formulerer det:

»Vi skal overtale de konservative vælgere om, at de er konservative.«

Lidt før klokken 12 står SFs formand, Pia Olsen Dyhr (SF) og Venstres retsordfører Karsten Lauritzen (V) i vandrehallen, og foran hvert deres TV- kamera er de klar til at kommen igennem live.

»Hva så Karsten, er du klar? Har du plakater oppe?« spørger SF-formanden.

»Arh, vi er lidt langsomme i Nordjylland,« kvitterer han.

I gården diskuterer nogle frivillige, hvor mange plakater der kan være en Fiat. Godt 200 synes at være svaret.

De næste 23 dage skal danskerne beslutte sig. Og mens valget i 2011 var af den slags, der uden videre skriver sig ind i historiebøgerne, fordi Danmark fik sin første kvindelige statsminister, og fordi SF efter 52 års tilløb for første gang fik andel i regeringsmagten - for dog siden at afhænde den igen - peger iagttagere onsdag på, at valget 18. juni også kan blive historisk.

Allerede onsdag aften pudses kampformen i hvert fald af, når Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen mødes i den første TV-duel. Forude venter flere. Og turnéer rundt om i landet. Men med en afstand på blot få procentpoint i enkelte meningsmålinger er intet dog afgjort på forhånd.