I et nyt udspil fra regeringen skal asylansøgere, som ikke har fået ophold i Danmark, tilbydes 20.000 kroner for at rejse tilbage til deres hjemland inden juli 2013.

Udsigten til at få en større pose penge med i kufferten skal få flere afviste asylsøgere til frivilligt at rejse hjem.

Samtidig skal flere tvangshjemsendes, hvis de ikke samarbejder. Det er hovedlinjerne i et nyt udspil, som kommer fra justitsminister Morten Bødskov (S) torsdag, skriver metroXpress.

- Desværre har vi de seneste år set, at et stigende antal afviste asylsøgere sidder i udrejseposition, men ikke rejser hjem. Nu giver vi dem en økonomisk tilskyndelse, siger han til avisen.

Konkret får afviste asylsøgere 20.000 kroner per voksen og 10.000 kroner per barn, hvis de frivilligt rejser hjem inden 1. juli næste år. Til sammenligning udløser en frivillig hjemrejse i dag 3.793 kroner til voksne og 1.896 kroner til børn.

Udspillet kommer samtidig med, at en rapport, som Rigspolitiet offentliggør torsdag, viser, at antallet af afviste asylsøgere, der står til hjemsendelse fra Danmark, næsten er tredoblet de seneste tre år. Fra 510 i 2009 til 1.407 i år. Det skal der nu gøres noget ved, mener ministeren.

- Dem, der ikke har noget opholdsgrundlag i Danmark, skal hjem igen. De har pligt til at udrejse frivilligt. Gør de ikke det, så har vi mulighed for at sende dem ud tvangsmæssigt, siger Morten Bødskov ifølge metroXpress.

Afghanistan er der rettet særlig opmærksomhed mod, da mere end hver fjerde afviste asylansøger er afghaner. Derfor sender danskerne nu en person til Kabul, som vil skabe bedre bånd og samarbejde med de lokale myndigheder.