Lars Christian Lilleholt (V) er en høj mand. 2,03 meter måler den nyudnævnte energi- forsynings og klimaminister helt præcist, og en sådan skikkelse gør sig dårligt i en Tesla el-bil.

Af samme grund har ministeren set sig nødsaget til at udskifte den miljørigtige bil, som den tidligere energiminister Martin Lidegaard (R) indkøbte i 2013, med en Audi A8, skriver Ekstra Bladet.

Audi’en er i øvrigt lånt fra Handels- og Udviklingsministeriet, som en ligeledes langbenet Mogens Jensen (S) senest har ladet sig fragte rundt i.

Martin Lidegaard indkøbte i sin tid den miljøvenlige Tesla-bil, for at Energi- og Klimaministeriet kunne gå i forrest i bestræbelserne på at reducere CO2-udledningen.

Ministerbilerne bliver i vidt omfang brugt som rullende kontorer, og af samme grund er det ikke uden betydning, om der er plads til ministeren, såvel som computer, telefon og dokumenter.

Ifølge Ekstra Bladet er Lars Christian Lilleholt i øvrigt den højeste minister i danmarkshistorien. Han slår akkurat Svend Auken, der var 2,02 centimeter høj.

Venstres Energiordfører, Lars Christian Lilleholt.
Venstres Energiordfører, Lars Christian Lilleholt. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

BNB