Regeringen vil fremme deleøkonomi, og Aarhus skal bane vejen som nyudnævnt forsøgsby.

Aarhus. Landets næststørste by, Aarhus, skal være forsøgsby for deleøkonomi.

Det er ambitionen bag et partnerskab mellem Erhvervs- og Vækstministeriet og Aarhus Kommune.

Forsøget indebærer, at op mod 1000 aarhusianere skal skifte den traditionelle bil ud med el-delebiler.

Desuden skal der holdes et folkemøde om deleøkonomiens betydning, og det skal kortlægges, hvor mange turister den populære boligdelingsapp Airbnb genererer i Smilets By.

- Deleøkonomien rummer en masse spændende muligheder, som både kommer forbrugerne, samfundsøkonomien og miljøet til gavn.

- Der vil vi fra regeringens side skabe gode rammer for deleøkonomien og gøre det lettere for flere danskere at gøre brug af deleøkonomiske løsninger, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).

Han fremlægger mandag formiddag den overordnede vision med Aarhus som forsøgsby for deleøkonomi. Det sker på et pressemøde med Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) i kulturhuset Dokk1 på havnen.

Aarhus er valgt som forsøgsby, fordi kommunen i 2017 er europæisk kulturhovedstad i EU.

Det vil udfordre kapaciteten i byen i forhold til at kunne huse de mange turister, der ventes til byen. Det ventes også at presse byen trafikalt.

Det giver gode muligheder for aarhusianerne for at dele bolig og biler med andre.

Borgmester Jacob Bundsgaard er glad for, at aarhusianerne er udvalgt som forsøgskaniner.

- Det betyder, at vi nu kan prøve forskellige tanker og overvejelser af og blive klogere på, hvordan vi bruger deleøkonomien.

- Både til at passe på vores ressourcer og til at skabe vækst og beskæftigelse og nye muligheder for aarhusianerne, siger Jacob Bundsgaard.

Men deleøkonomien har også en skyggeside, mener borgmesteren.

Han advarer mod en mulig "underminering af løn- og arbejdsvilkår" på det almindelige arbejdsmarked.

Borgmesteren finder det også afgørende, at der betales skat af de indtægter, der kommer fra at udleje bolig eller bil.

- De her tjenester skal operere på nogenlunde lige vilkår med andre, og vi skal sikre, at der ikke snydes med skattebetalingen, siger Jacob Bundsgaard.

Han mener, at landets lovgivere skal vride armen rundt på deleøkonomiske aktører, så de forpligtes til at indberette udlejeres indtægter til Skat.

Regeringen er på vej med en strategi for deleøkonomi, hvor erfaringerne fra Aarhus også skal indgå.

/ritzau/