Flere kvinder vil gerne donere æg. Men klinikkerne har ikke råd til at honorere donorerne.

København. Trods en lang venteliste med kvinder, der ønsker at modtage donoræg, har Rigshospitalets Fertilitetsklinik måttet afvise omkring 100 kvinder, der ønskede at donere æg.

Det oplyser klinikchef Søren Ziebe til DR P4 København.

Flere kvinder melder sig til at donere æg, efter at honoraret sidste år steg fra 2400 til 7000 kroner.

Beløbet blev netop hævet for at få flere kvinder til at donere æg, da ventetiden på at modtage ægdonationsbehandling kan være meget lang. Men pengene er ikke fulgt med til de offentlige fertilitetsklinikker.

- Vi har over 60 kvinder stående på venteliste, som har behov for de her donoræg. Nogle af dem har stået på listen i op til to et halvt år.

- Samtidigt skal vi sige til kvinder, der gerne vil hjælpe: "Tak for at du vil hjælpe, men nej tak - vi har ikke råd", siger klinikchef Søren Ziebe til DR P4 København.

De manglende penge skyldes, at Danske Regioner og Sundhedsministeriet er i langstrakte forhandlinger om finansieringen.

- Nogle gange sætter man ting i gang for hurtigt. Og det er muligvis et af eksemplerne her. Vi har hævet beløbet, inden at vi har afklaret økonomien, siger Ulla Astman, formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner.

Danske Regioner forventer, at forhandlingerne om finansieringen falder på plads i løbet af foråret.

I mellemtiden vælger flere kvinder at gå mere usikre veje, siger Nina Lynggaard, formand for Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse:

- Nogle ser sig nødsaget til at tage til udlandet. Det kan være meget utrygt at skulle til et andet land og få doneret æg, for man forstår ikke sproget, reglerne og hvad der skal ske, siger hun til DR P4 København.

Det har ikke været muligt at få et interview med fungerende sundhedsminister Karen Ellemann (V), men ministeren skriver i en mail til DR P4 København:

- Regeringen og de øvrige aftalepartier er enige om at sikre finansiering til eventuelt øgede offentlige udgifter som følge af aftalen, og i øjeblikket er der derfor økonomiske forhandlinger med regionerne om sagen.