Verdens største pokersite har i de seneste dage måttet udbetale erstatning til spillere, som har været ofre for snyderi ved bordene.

Det er desværre ikke første gang, at spillere på forskellige sites har forsøgt at tilegne sig fordele med ulovlige midler. Nyeste skud på stammen kommer fra selveste Pokerstars, der har måttet udbetale op mod $50.000 i de seneste dage. De penge er gået til spillere, som er blevet snydt på halv- og helstore Pot Limit Omaha-borde. Rygterne om en ‘snydesag’ har verseret i flere dage, men på grund af Pokerstars juridiske tilgang til sagen, er verdens største pokersite ikke videre meddelsomme.

Af samme grund vil Pokerstars heller ikke fortælle, hvilke spillere der er blevet taget i at snyde.

“Vi har modtaget juridisk rådgivning i denne sag, og vores advokater siger, at vi ikke kan offentliggøre bruger-id i en sag, der vedrører svindel. Hvis en juridisk myndighed vil efterforske sagen yderligere, så vil Pokerstars naturligvis samarbejde i overensstemmelse med de regler, som vi opererer under”, udtaler Pokerstars til pro.pokerfuse.com

Det har bragt en del røre i pokervandende. Umiddelbart er rigtigt mange spillere tilfredse med, at Pokerstars har opdaget svindlerne, men samtidigt breder sig en ditto utilfredshed med, at samme Pokerstars ikke vil offentliggøre navne og ‘nicks’.

Tilbageholdelsen af bruger-id er altså en konsekvens af nogle juridiske aspekter, og det er af præcis samme årsag, at Pokerstars ikke hverken vil eller kan sige, på hvilke borde og takster snyderiet fandt sted. Ligeledes vil de ikke oplyse, hvordan de beregner beløbet, som de berørte ofre for snyderiet skal have tilbagebetalt.

Det vides endnu ikke præcis, hvordan snyderiet er foregået. Et bud kunne dog være, at en gruppe spillere er blevet taget i at spille sammen. Det kaldes ‘collusion’ og er strengt forbudt i onlinepokerens verden. Det kan være en ret stor fordel at samarbejde med andre spillere ved samme bord, hvor to ‘makkere’ f.eks. via deres bets kan forsøge at tvinge en tredje spiller ud af en pulje. Især i Pot Limit Omaha kan det også være en stor fordel, hvis en spiller bliver fortalt, hvilke kort ens makkere har foldet.

Pokerstars er, på trods af deres størrelse, på ingen måde en stat i staten, der bare kan lukke en negativ sag ned. Når snyd forekommer på Pokerstars er de pålagt at aflægge rapport til The Gambling Supervision Commission, som er at sammenligne med den danske pendant, Spillemyndigheden. The Gambling Supervision Commission har ligesom Pokerstars hjemme på Isle of Man og kan foretage yderligere undersøgelser, hvis de finder det nødvendigt.