Henrik Hecklen har været en af sommerens helt store profiler på den danske pokerscene. I nat slog han til i Barcelona og vandt 2,2 millioner kroner.

Henrik Hecklen havde en fantastisk debut ved sommerens verdensmesterskaber i poker, hvor det blev til et finalebord i en hold’em-event, en syvendeplads i 7 Card Stud-verdensmesterskabet, inden han til sidst sluttede af med at blive bedste dansker i hovedturneringen.

Den unge nordjyde toppede dog alle disse flotte resultater, da han i nat vandt Estrella Poker Tours €2.000 Highroller-turnering i Barcelona og scorede en gevinst på hele €293.000.

Der skulle dog først en marathon-dyst imod mexicanske Santiago Nadal til, før Henrik Hecklen til sidst kunne strække armene i vejret. Afgørelsen faldt reelt, da danskeren fangede et fuldt hus på river mod modstanderens flush, og allerede hånden efter kunne han lukke turneringen med to konger mod otte-ni. 

“Først et par sjusser, og så i gang i EPT High Rolleren i morgen”, lød det kækt fra Henrik Hecklen, efter sejren var i hus.

Du kan læse en detaljeret beskrivelse af afgørelsen her.

Fire danskere spiller samme sted med i EPT Barcelonas hovedturnering, hvor der er 1.261.000 euro reserveret til vinderen. Du kan følge turneringen på livestream lige her.