Når boligerne er ferietomme, står tyvene på spring. Her får du eksperternes bedste råd til både hus og lejlighed, så du kan sikre dit hjem og holde tyven ude. Du får desuden et overblik over, hvor meget din kommune er plaget af indbrud.

Er du også bekymret for at tage på ferie og komme hjem til en tom bolig? Selvom indbrudskriminaliteten falder, ligger Danmark nr. 2 over mest indbrudsplagede lande i Europa.

Opret abonnement på PLUS og få eksperternes bedste råd hvad enten du bor i hus eller lejlighed, så du kan sikre dit hjem mod indbrud. Se desuden hvor plaget af indbrud din kommune er.

 

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Når danskerne drager på ferie i sommerhuset eller sydpå, så er det en god idé at varsko naboerne. For når husene står ferietomme, har indbrudstyvene det med at rykke ind.

I 2014 blev der anmeldt ca. 70.000 indbrud i Danmark, og selvom det tal har været faldende siden 2009 - hvor tallet toppede med over 100.000 indbrud i private hjem og virksomheder - så er Danmark stadig helt i top over europæiske lande med flest indbrud pr. indbygger.

I 2013 oplevede Danmark 14 indbrud pr. 1.000 indbyggere - kun overgået af Holland, der med 17,2 indbrud tog den kedelige førsteplads på listen.

»Vi har heldigvis en udbredt tillid til hinanden i Danmark, men det afspejler sig også i den måde, vi indretter vores hjem: Vi har bøgehække og havelåger, mens man i andre lande har mure og gitterporte. Det gør det nemmere at bryde ind. De politifolk, jeg taler med, siger enstemmigt, at vi danskere er enormt dårlige til at sikre vores hjem. Vi har gamle vinduer og døre, som er nemme at bryde op,« siger Lise Agerley, kommunikationsdirektør hos Alka Forsikring.

Alarm

»Politiet har de seneste år gjort en stor indsats mod indbrudstyvene, men danskerne kan også selv gøre meget,« siger hun.

Indbrudssikre vinduer og døre er gode investeringer, fortæller Lise Agerley, og derudover er det en god idé som minimum at have en alarm, der hyler ved indbrud.

»Undersøgelser viser, at hvis det tager mere end to et halvt minut at bryde ind, så vil tyven blive stresset og opgive sit forehavende,« siger Lise Agerley.

Tyve affotograferer hjem

Hos Alka Forsikring mærker man, at værdien af tyvekosterne er steget gennem de senere år.

Det skyldes, at indbrudstyvene er begyndt at gå målrettet efter bestemte tyvekoster.

»De organiserede indbrudstyve går efter bestilte varer som dyre designermøbler og elektronik. Tyvene kigger med i boligannoncer og udser sig, hvilke tyvekoster de skal have med. Vi har også set eksempler på, at der florerer fotos af private hjem på bestemte hjemmesider. Simpelthen som en slags udstillingskatalog over, hvad andre så kan købe af tyvekoster fra huset,« siger Lise Agerley.

Det fungerer ved, at tyvene bryder ind og affotograferer hjemmet, hvorefter billederne lægges på nettet. Når tyvene ved, hvad de kan få afsat, bryder de ind igen.

»Jeg har oplevet en kunde, der var på ferie i Prag, som opdagede billeder af sit hjem i en designerbutik. Det er meget udspekuleret,« siger Lise Agerley.

Indbrudstyvene har det også med at vende tilbage til de samme huse. »Får du først stjålet dine designermøbler, så vil tyvene kigge forbi igen for at se, om de er blevet erstattet. Der tilbyder vi f.eks. at sætte chip i møblerne, så vi kan spore dem. Men man kan også mærke sine værdier med dna-spray,« siger Lise Agerley.

Mens Danmark er helt i top på indbrudslisten, er vores svenske naboer væsentlig længere nede på listen. I Sverige oplevede de i 2013 kun 8,9 indbrud pr. 1000 indbyggere. Det skyldes ifølge Lise Agerley, at en organiseret nabohjælp har gjort en kæmpe forskel.

»Det skal vi blive meget bedre til i Danmark. Det, at der er liv omkring huset, er enormt vigtigt - lad lidt vasketøj hænge, inden man tager på ferie, få naboen til at parkere i din indkørsel, lad naboen komme skrald i skraldespanden og flytte rundt på havemøblerne, så de ikke står på samme måde gennem to uger,« siger Lise Agerley.

Aktiv nabohjælp kan forebygge op mod hvert fjerde indbrud, viser undersøgelser fra Det Kriminalpræventive Råd.

’Vi er et oplagt mål for tyvene’

Foto: Scanpix / Iris
Vis mere

Der er stor forskel på, hvor i landet indbrudstyvene slår til. I de tyndt befolkede kommuner i Nord- og Vestjylland er der langt mellem de ubudne gæster, men københavnske forstæder er hårdt plaget af indbrud.

Det viser et gennemsnit af indbrudstallene i private hjem fra 2007-2014, som Berlingske har udregnet.

Gentofte Kommune indtager en syvendeplads gennem årene, og i 2014 var kommunen i top-3 over indbrud i private hjem.

Danmarks rigeste

»Det er ingen hemmelighed, at vi er en Danmarks rigeste kommuner, og det betyder selvfølgelig også, at vi er et oplagt mål for indbrudstyvene,« siger Morten Gjøl, næstformand for Gentofte Sogn Grundejerforening.

Grundejerforeningen holdt for et par år siden et meget velbesøgt seminar, hvor politi og alarmfirma rådgav borgerne mod indbrud.

»Siden da har jeg bemærket, at der er kommet flere tyverialarmer op rundt omkring. Men jeg tror faktisk ikke, at folk er klar over, hvor effektiv nabohjælp er som skræmmemiddel mod indbrudstyve. Derfor har vi i bestyrelsen talt om, at vi snart skal have et nyt arrangement om nabohjælp,« siger Morten Gjøl.

 

INDBRUD I DANMARK: SE HVOR PLAGET DIN KOMMUNE ER

Indbrudskriminaliteten falder i Danmark. Men vi ligger stadig næsten helt i top over europæiske lande med flest indbrud pr. indbygger. Se, hvor plaget din kommune er af indbrud i forhold til andre kommuner.