Serieiværksætter Lars Tvede om rejser, damer og livet uden tv: Turen til Sydamerika ændrede mit liv

Først da Lars Tvede var 17 og rejste i Sydamerika, hvor han oplevede vilde eventyr og strabadser uden hjælp udefra, begyndte det at rykke i hans liv: Han droppede den danske skemalagte hverdag.

Først da Lars Tvede var 17 og rejste i Sydamerika, hvor han oplevede vilde eventyr og strabadser uden hjælp udefra, begyndte det at rykke i hans liv: Han droppede den danske skemalagte hverdag

1. På éthjulet cykel

Her sad jeg hos hos min far Poul. Jeg voksede op i et 116 kvm rækkehus i Holte. Min far var kemiingeniør og min mor hjemmegående, indtil hun senere blev socialrådgiver fra RUC. De blev skilt, da jeg var 14, og min far flyttede så til Chile. Noget af det første, jeg husker fra mit liv, var, at jeg som lille lærte at køre på en enhjulet cykel, som en gæst havde glemt. I løbet af 14 dage kunne jeg køre til bageren og hente brød på et hjul. Jeg har stadig en enhjulet cykel idag.

​2. Nemmere at rejse

Tingene var en hel del anderledes dengang. Når min far skulle ud at rejse for sit arbejde, var det en heldagsoplevelse for min mor, søster og mig. Vi kørte nemlig hele familien til lufthavnen – det var en mindre rejse, før Lyngbyvejen var en realitet. Vi sagde så farvel til ham i lang tid og gik ud i den yderste del af lufthavnen, hvor vi ventede, ofte meget længe, indtil vi så flyet lette. Det gentog sig, når han ankom. I dag oplever jeg flere gange, at min familie ringer til mig og siger: ’Nu er det spisetid’ – jeg sidder nemlig typisk i et kontor 50 meter fra huset. Men jeg svarer: »Det kan jeg ikke, for jeg er i London lige nu«. Det kan nemlig ske, at jeg står op tidlig morgen og tager af sted på en forretningstur i udlandet, uden nogen opdager det. Bemærk i øvrigt mine røde træsko, haha. Hvordan kunne jeg gå i dem?

3 .Stramt budget og nul tv

Alt i alt skete der ikke vildt meget i mit liv, før jeg blev teenager, bortset fra to rejser til Grønland. Når vi tog på ferie sommer og vinter, var det på et stramt budget, I øvrigt havde vi aldrig tv i mit barndomshjem, og mobiltelefoner eller computere havde man jo ikke. Vi levede altså i et analogt samfund; specielt os, der ikke engang havde tv, så det var samværet mellem os mennesker, det drejede sig om. Piger kom til at betyde temmelig meget i mit og mine venners liv, især efter vi blev omkring de 14 år. Jeg var rimelig god i skolen, men husker ikke skolegangen som noget, jeg fandt overvældende spændende – specielt ikke sammenlignet med pigerne. Billedet er fra Spanien, jeg var 19 år. Det er mig næstyderst til højre.

4. Rejsen ændrede min mentalitet

Da min far boede i Sydamerika, skrev han til mig og foreslog, at jeg kunne bo hos ham et år. Jeg var 17 og havde netop afsluttet 2. g. i gymnasiet. Jeg sagde ’Ja tak’, men fik det ændret til, at jeg kunne komme med tre kammerater og bruge hans hjem som base, mens vi rejste rundt i Chile, Argentina, Peru, Uguguay, Brasilien og Bolivia. Han var en vidunderligt tolerant person, og rejsen kom til at ændre mit liv, fordi den ændrede min mentalitet. På billedet skåler jeg med min far på en bjergside over Santiago de Chile.

5. På egne ben

Dette billede viser mig sammen med mine rejsekammerater foran Machu Pichu i Peru. Før rejsen i Sydamerika havde alt i mit liv været planlagt af andre: Skolegang, vaccinationer, tandretning og forældres planlagte ferier. I Sydamerika stod vi imidlertid på egne ben og med tre dollar pr. dag. Jeg havde tjent pengene ved at arbejde på plejehjem – timelønnen var vist 9 kroner – og på bl.a. Egons Kransekagefabrik, hvor jeg nok tjente ca. 20 kr. i timen. I Sydamerika gemte vi dollarsedlerne i ærmerne og kom ud for alle mulige udfordringer og vanskeligheder. Vi fór eksempelvis halvt vild i Andesbjergene, og jeg blev slået ned til karnevallet i Rio, blev kastet af en hest, fik besøg af en fugleedderkop i et telt og sprængte begge mine trommehinder i Bolivia. Jeg samlede også en stor slange op i Chile i dén tro, at det var et stykke brænde til vort bål – det blev den ret sur over. Trods vanskelighederne fandt jeg ud af, at jeg syntes, det var fuldstændig skønt at være ansvarlig for mig selv. Det var en fed ’you are on your own now, pal’–følelse, der totalt ændrede min indstilling til, hvordan jeg ville leve mit liv. Jeg besluttede at forsøge at gøre mit liv til en spændende rejse, hvor jeg tog ansvar for mig selv.

6. Jordbesidder i Spanien som 19-årig

Fra jeg var 17, begyndte mit liv at rykke ret godt. Jeg kom på Landbohøjskolen og læste på handelshøjskolen parallelt, så jeg endte med to uddannelser på en gang. Parallelt havde jeg diverse job og lavede nogle forretningsprojekter. Da min ven Jan og jeg var 19 år, købte vi i øvrigt en landejendom i Spanien for penge, vi havde tjent ved at arbejde bl.a. i island. Ejendommen havde 30.000 m2 jord og lå på en bjergryg. Den hurtigste vej ned til stranden var en flodbund, hvor vi øvede os i at køre ræs. Engang da jeg var chauffør, fløj bilen i øvrigt gennem et sving og landede på en flad sten, så ingen af hjulene rørte ved jorden. Heldigvis kunne vi løfte den ned igen og race videre. Billedet viser vort racingteam fra en af disse somre.

7. Ukuelig datter

Min datter Sophie og jeg var her en anelse trætte efter en hård uge, hvor jeg selv lige er kommet hjem fra USA. Tre måneder efter at hun var begyndt på universitetet i Warwick i England som 21-årig, havde hun i øvrigt allerede 22 ansatte i sit eget firma, som hun stiftede med sin kæreste. Ideen var at producere hårbånd – Invisibobble – som ikke efterlader mærker eller trækker i håret, så man får hovedpine. Jeg har ikke hjulpet hende med en eneste euro, og jeg har heller ikke givet hende nogen råd. Startkapitalen var 4.000 euro, som de havde sparet op ved at arbejde som skilærere. Det gik i øvrigt slet ikke op for mig, hvor stort hendes firma egentlig var, før jeg sidste år besøgte hendes kontor og lager i Tyskland. Der var ca. 120 ansatte, herunder 40 i den gigantiske lagerbygning, hvor de kørte rundt med gaffeltrucks, der stablede paletterne i fire etager. Virkelig bizart at se min lille pige som stor boss! Dette var blot fire år efter, de havde stiftet virksomheden fra kollegieværelserne, hvor de selv pakkede leverancer og afleverede dem på posthuset. Det utrolige er, at de begge gennemførte deres uddannelser, mens de byggede den globale virksomhed op.

8. Mit livs kærlighed

​For 30 år siden mødte jeg mit livs kærlighed, Itziar, i Aarhus, hvor jeg dengang arbejdede som Chief Corporate dealer for MD Foods. MD Foods var en fantastisk arbejdsplads for mig, og jeg var der i seks år. Jeg mødte Itziar på diskotek Tordenskjold, og vi blev gift kun tre måneder senere. Vi har altså nu været gift i 30 år. Itziar og jeg har mange af de samme interesser, herunder skiløb, sejlads og racerkørsel, så det har medvirket til at holde os sammen. Vi kan lære af Schweiz 9 I dag nyder vi livet i i byen Zug i Schweiz, som er et land, jeg synes, Danmark kan lære meget af. Man betaler meget lav skat, og der er kun ganske få arbejdsløse, selvom lønningerne gennemsnitligt er 70 pct. højere end i Danmark. Gennemsnitligt er folk også over dobbelt så rige som i Danmark, og deres privatforbrug er ca. 50 pct højere end danskernes. Og sygesikring, tog, sikkerhed, osv. er helt i top. Om vinteren står vi rigtig meget på ski, selvom det undertiden ender som på dette billede.

9. Vi kan lære af Schweiz

I dag nyder vi livet i i byen Zug i Schweiz, som er et land, jeg synes, Danmark kan lære meget af. Man betaler meget lav skat, og der er kun ganske få arbejdsløse, selvom lønningerne gennemsnitligt er 70 pct. højere end i Danmark. Gennemsnitligt er folk også over dobbelt så rige som i Danmark, og deres privatforbrug er ca. 50 pct højere end danskernes. Og sygesikring, tog, sikkerhed, osv. er helt i top. Om vinteren står vi rigtig meget på ski, selvom det undertiden ender som på dette billede.