Èn af de største kilder til bekymring er vores børn. Jeg ved det, for min søn har været alvorligt syg. Men jeg ved også, at det er muligt at gemme tankerne og komme gennem krisen.
Kærligheden til vores børn er enorm. Vi vil gå gennem ild og vand for, at de skal klare sig godt igennem livet. Er vores børn syge eller har problemer, fylder det helt naturligt en del i vores hoveder. Men nogle ender med at få det så dårligt, at de må søge hjælp.
I min klinik møder jeg ofte forældre til børn med sjældne sygdomme. I begyndelsen af forløbet er de ofte dybt bekymrede, har svært ved at sove og generelt at fungere. Hvis tankerne om et barns ve og vel fylder hele hverdagen kan det føre til både nedtrykthed og stress.
Men man kan lære at styre bekymringsprocesserne – selv når det handler om de mennesker, der rammer os hårdest i hjertekuglen, vores børn.
Jeg har selv prøvet det – at blive mor til et barn med en sjælden sygdom.
I 2011 fødte jeg min søn. Min mand og jeg havde glædet os enormt til at blive forældre og var meget spændte og lykkelige, da vi fik vores lille Louie. Lykken endte dog brat, da lægerne fortalte, at han var født med en sjælden genfejl, som gav ham epilepsianfald, der ville skade hans hjerne, hvis vi ikke fik dem under kontrol.
Jeg var rystet, frustreret og dybt ulykkelig. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig: ’Hvad ville der ske med Louie?’ og ’Hvad med alle vores drømme og håb?’
Min hjerne bombarderede mig med tanker om situationen og fremtiden, og om hvordan jeg bedst skulle tackle vores livskrise.
Supermor og professor
Jeg følte stor trang til at læse alt om min søns syndrom i et forsøg på at blive selvlært supermor og professor på området. Jeg ville google, spørge lægerne, finde undersøgelser og nye forskningsresultater. Men med min viden om den terapi jeg selv er udlært i – metakognitiv terapi – vidste jeg også, at netop denne fristende strategi havde en høj pris. Hvis jeg brugte al min vågne tid på at undersøge og gruble i forsøget på at finde svar, ville jeg ende med stress og andre ubehagelige symptomer. De mange spekulationer ville sandsynligvis gøre mig til en mere fraværende mor overfor lille Louie. Derfor traf jeg et afgørende valg.
Jeg besluttede at begrænse min tænkning. Jeg lod mine mange tanker og spørgsmål være i løbet af dagen og indførte i stedet et fast tidsrum sidst på eftermiddagen, hvor det i en time var tilladt at gruble. I løbet af dagen forsøgte jeg at lade være tankerne være. Først når klokken blev 17, tog jeg fat på spørgsmålene og ledte efter svar på internettet.
I princippet kan det sammenlignes lidt med at have et myggestik. Det kløede hele tiden, men jeg kradsede kun igen i det afsatte tidsrum.
Det lyder nemt, men det kræver både bevidsthed, tålmodighed og vilje at lære at slippe tankerne og flytte sit fokus ud i livet, udenfor sig selv. Jeg kendte principperne fra mit daglige arbejde med metakognitiv terapi og vidste derfor nøjagtig, hvordan jeg skulle gribe det an. Men alle kan lære det.
I mit og min mands tilfælde betød det, at jeg kunne være en nærværende mor for Louie og en støttende kone for min mand. Oplevelsen viste mig, hvor kraftfuld metakognitiv terapi er, og hvordan lige præcis denne strategi gør hele forskellen på, om man kommer helskindet gennem en livskrise.
Louie er i dag heldigvis en glad dreng, der nok skal klare sig. Dermed er han også et eksempel på, at vi hyppigt bekymrer os unødigt om ting, som vores katastrofetanker ellers forudser.
For bekymringer er oftest spild af tid.
PIAS TIP: Husk at bekymringer oftest er spild af tid. Det er sjældent, dét katastrofetankerne forudser, der bliver til virkelighed.
GUIDE:
Lær at begrænse din tænkning, så du bevarer dit overskud og kan være nærværende overfor din familie. Også når I er i krise.
1) Bliv bevidst om det, der trigger dig.
Har du et barn med en sjælden sygdom, er der mange ting at bekymre sig om: ’Hvordan skal mit barn klare sig?’, ’Hvad vil der ske i fremtiden?’, ’Mon der findes en kur et sted?’. Tankerne kan være uendelige. Ligesom et lokomotiv med en lang togstamme bag sig, er din triggertanke den første tanke, der rammer dig. Begynder du at engagere dig i den, vil der komme flere og flere togvogne på indtil toget (og dit humør) bliver så tungt, at du næsten intet overskud har.
2) Begræns grublerierne.
Det kan være en god ide at have en fast problemløsningstid på maks en time dagligt. Ligesom jeg gjorde, i min livskrise efter min søns fødsel. Du bliver sandsynligvis ikke klogere af mange timers grubletid, men ender blot med at din hjerne kører død. Din hjerne fungerer bedst med doseret tænkning. Så kommer de bedste ideer, og du bevarer dit mentale overskud.
3) Lad andre ting fylde
Det kan være fristende at lade det syge barn blive hele omdrejningspunktet for hverdagen med alle de særlige behov og hensyn, der følger med. Men pas på med at sygdom eller de særlige hensyn kommer til at fylde for meget. Forsøg at bevare en normal hverdag. Husk de andre søskende, en fodboldkamp, en tur i Tivoli, sjove historier og udflugter og hyggeligt samvær med vennerne, hvor I også taler om andet end sygdom. Sidst men ikke mindst: Få en barnepige og arranger nogle romantiske middage eller weekendophold sammen. Et barn med særlige behov er krævende i hverdagen. Men I som forældre skal også huske hinanden – og jer selv.
