Det er naturligt at du får lyst til hævn, hvis du har været udsat for en uretfærdighed. Men lad ikke hævntørsten forhindre dig i at komme videre.

Kender du følelsen af at været blevet behandlet uretfærdigt? At nogen har trådt dig hårdt over tæerne, misbrugt din tillid eller forrådt dig på det groveste. Du føler dig forurettet og har lyst til hævn.

Det siges, at hævnen er sød, og at den føles tilfredsstillende med den rette udførelse. Hævnfantasier kan være fyldt med lyst og nydelse.

Du forestiller dig måske, hvordan du smider din utro eks-kærestes ejendele ud ad vinduet, eller slår din irriterende chef i hovedet med en avis. Fantasierne giver en umiddelbar glædesfølelse og genopretter følelsen af ligevægt.

Giv dem endelig plads, for de kan give dig følelsen af, at retfærdigheden er sket fyldest.

Men der er en bagside ved de mange hævnfyldte grublerier. Hævntørst kræver mange tanker for at blive holdt i live. Men alt imens du forestiller dig chefen på et kors eller planlægger din geniale hævn over eks-kæresten, hænger du fast i dine negative tanker og følelser af uretfærdighed og kan næppe slippe, tilgive og komme i bedre humør.

Hævnfantasier fodrer vreden

Mange bruger hævnfantasier som en strategi. Tankerne handler om, hvordan retfærdigheden kan ske fyldest, og hvordan du, som den forurettede, kan få genoprejsning.

»Jeg har lyst til at hænge ham op i øjenlågene og tvinge ham til at blinke,« sagde én af mine klienter engang, efter hun havde opdaget, at hendes kæreste gennem 10 år havde været hende utro.

Det kan være fristende at give sig hen til fantasierne om hævn. For tankerne giver energi og næring, men samtidig fastholder de også vreden, naget og foragten. Jo mere du grubler over dem, des mere fylder vreden, og sandsynligheden for, at du ender med at handle på dem, stiger.

Selvom der er en vis tilfredsstillelse i at hævne en uretfærdighed, og f.eks. lægge nøgenbilleder af den utro kæreste ud på nettet, er tilfredsstillelsen kortvarig. Og den erstattes ofte af sorg, skam og frustration.

Bruger du mange timer dagligt på at udtænke hævnaktioner, øges risikoen for, at hævnen bliver voldsommere – ja måske endda ulovlig. Og så er det pludselig dig, der må tage straffen. De fleste større gennemtænkte mord og terroraktioner har krævet enorme mængder af hævn-grublerier for at blive planlagt og udført. Hævngrublerier er sjældent nyttige. De fastholder dig i de negative følelser og forhindrer dig i at komme ud af hovedet og ind i livet.