Slam. Kratsch. Aauuuvv, for sa….! Vi har det med at undervurdere, hvor hurtigt vi bevæger os, når først skispidserne peger ned mod dalen og afterski-øllen. Farten kommer hurtigt op på 60-80 km/t - nogle gange mere.

I næste uge drager flere hundredetusindevis af danskere på skiferie, og ikke mindst unge lever livet farligt på pisterne.
Næsten hver femte 21-24-årige - helt præcis 19 procent - har nemlig ikke en indboforsikring med ansvarsdækning, viser nye tal fra brancheorganisationen Forsikring & Pension. Uden ansvarsforsikring hænger man selv på at betale erstatning, hvis man pløjer en anden skiløber ned.

LOG IND PÅ BT PLUS og se hvor galt det kan gå ... du får også adgang til denne artikel og resten af PLUS-universet ...


Slam. Kratsch. Aauuuvv, for sa….!

Vi har det med at undervurdere, hvor hurtigt vi bevæger os, når først skispidserne peger ned mod dalen og afterski-øllen. Farten kommer hurtigt op på 60-80 km/t - nogle gange mere.
I næste uge drager flere hundredetusindevis af danskere på skiferie, og ikke mindst unge lever livet farligt på pisterne.

Næsten hver femte 21-24-årige - helt præcis 19 procent - har nemlig ikke en indboforsikring med ansvarsdækning, viser nye tal fra brancheorganisationen Forsikring & Pension. Uden ansvarsforsikring hænger man selv på at betale erstatning, hvis man pløjer en anden skiløber ned.

For eksempel kan erstatningen løbe op i over tre millioner, hvis man pådrager et barn varige mén, og i Østrig, Frankrig, Schweiz, Tyskland og Italien sker det stadig oftere, at den skadelidte anlægger et civilt søgsmål med krav om erstatning på flere hundrede tusinde kroner.

»Vi får flere og flere henvendelser fra danskere, der efter en skiferie bliver mødt med et erstatningskrav fra eksempelvis en tysker, de er stødt sammen med på skiferien,« siger Kenneth Bøggild, kontorchef i Danmarks Skiforbund.

Han henviser til, at det for tre år siden blev muligt at rejse den her type civile erstatningssager ved de tyske domstole.

»Der er advokater, der har specialiseret sig i denne slags sager. Det minder om det amerikanske retssystem,« siger han.

BT har været i kontakt med en række skirejsebureauer. Flere af dem fortæller, at politiet reagerer prompte på skisportsstederne, når der sker sammenstød på pisterne. Vidner bliver eftersøgt, de implicerede bliver afhørt, og bøder udskrevet, hvis man har overtrådt de internationale skifærdselsregler. Fuldstændig som politiet ville rykke ud til et trafikuheld herhjemme.

Kenneth Bøggild opfordrer alle skiturister til at sætte dig ind i de internationale skifærdselsregler, før skiene klikkes på, da der dømt efter disse regler i erstatningssagerne. Og så husk for din egen skyld at tegne en ansvarsforsikring, lyder det fra konsulent i Forsikringsoplysningen Anja Lintrup Sørensen.

»Det er et rigtigt dårligt sted at spare penge. Hvis man er på SU og bor på et kollegieværelse, har man måske ikke så meget indbo, og derfor undlader nogle at tegne en indboforsikring. Men ikke alle ved, at den også indeholder den meget vigtige ansvarsforsikring,« siger hun og tilføjer:

»Hvis man står lige foran at skulle på skiferie og bevidst har fravalgt at købe en indboforsikring, kan man i nogle forsikringsselskaber i stedet købe en rejseforsikring med ansvarsdækning.«

Den anbefaling kan Lars Rydskov, 57 år og skiturist gennem mere end 25 år, om nogen bifalde.

For tre år siden var han og familien på skiferie i Saalbach-Hinterglemm i Østrig.

Han kørte egentlig ikke særligt hurtigt. Omkring 20-30 km/t. To pister - en blå og en rød - flettede sammen, og fra indfletningen kom to skiløbere ud mod Lars Rydskov. Lars Rydskov trak ud til siden for at give plads. Men han og den ene af to andre misforstod hinanden, og de bankede skuldrene sammen og styrtede.

»Jeg kommer på benene først, mens han - en tysk mand på omtrent min alder -  bliver liggende og jamrer sig, og jeg går ned efter hjælp,« siger Lars Rydskov.

Den tyske mand brækkede armen, og det blev ikke betragtet som et hændeligt uheld af hverken politiet eller manden selv.

»Da vi kommer ned i bunden af dalen, venter der en ambulance på ham og to betjente og en politibil på mig. Jeg bliver taget med på politistationen og afhørt på tysk.«

Lars Rydskov skrev under på politirapporten, selv om han gjorde betjentene opmærksom på, at han ikke forstod det bureaukratiske sprog i rapporten. Tre måneder senere modtog han et bødeforlæg på 1.200 euro svarende til knap 9.000 kroner for uforsvarlig færdsel på pisten.

Efter yderligere tre måneder stævnede tyskeren ham med krav om erstatning.

»Så kontakter jeg mit forsikringsselskab, som overtager sagen, da  jeg heldigvis har en ansvarsforsikring. Forsikringsselskabet har udbetalt omkring 200.000 kroner plus nogle sagsomkostninger, og sagen er ikke afsluttet endnu,« siger Lars Rydskov og tilføjer:

»Hvis jeg ikke havde haft min forsikring, havde jeg måtte tage lån i huset, og jeg tør slet ikke tænke på, hvilke konsekvenser det ville have for en ung studerende på SU uden forsikring.