Her følger et udpluk af Trine Bosses forskellige forsikringstilbud.
Det viser sig, at det godt kan betale sig at undersøge priser og dækninger på sine forsikringer hos flere selskaber hvert år.
For Trine Bosse, betyder det, at der både var penge og bedre dækning at hente ved at undersøge forsikringsmarkedet nærmere. Nedenfor er der lavet et udpluk af de forskellige tilbud til Trine Bosse. Læs mere på bt.dk, hvor vi har tjekket forsikringer for en familie med 1 barn fra Kirke Hyllinge.
Trine Bosse, 28 år, regnskabsmedarbejder fra Albertslund. Bor alene i et andelsrækkehus på 60 kvm.
Hun har følgende forsikringer: Indbo, bil og ulykkesforsikring.
Fagforsikring (Gennem fagforeningen Det Faglige Hus): 7.622 kr.
Fair: 7.906 kr.
If: 9.002 kr.
Topdanmark: 9.947 kr.
GF Forsikring: 9.985 kr. (Nuværende selskab)
Codan: 10.230 kr.
Her er et udpluk af tilbuddene
Bilforsikring:
Her er der stor forskel på både priser og dækning. Trine Bosse giver i dag 8.127 kr. med bonustab for sin bilforsikring. Er uheldet ude, kommer hun til at betale noget mere året efter for den samme forsikring.
Fagforsikring har imidlertid givet et tilbud på 4.832 kr. om året uden bonustab. Dog vil hun få en selvrisiko på 5.000 kr. hos Fagforsikring, hvor hun i dag gennem GF Forsikring kun har en på 1.551 kr.
Ulykkesforsikring:
Trine Bosse har i dag kun en fritidsdækning. Men Topdanmark tilbyder heltidsdækning på 689.000 kr. til 300 kr. mere i præmie end, hvad tre af de andre selskaber tager for en fritidsdækning. Da Trine i dag ikke er så godt dækket grundet kun fritidsdækning, er der basis for, at hun opgraderer sin forsikring til en heltidsdækning.
Konklusion:
Trine Bosse kan ved hjælp af tilbuddene spare ca. 2.400 kr ved at skifte til Fagforsikring. Her skal hun dog være opmærksom på, at hun har en noget højere selvrisiko på bilen, end hun er vant til. Der skete dog det, at Trine ringede til GF Forsikring for at høre nærmere om sin bilforsikring.
Uden at nævne det med et ord, slog medarbejderen hos GF Forsikring pludselig 3.000 kr. af hendes bilforsikring, hvilket gjorde GF Forsikring til det billigste. Et klart eksempel på, at det godt kan betale sig orientere sig om priser og dækning hos flere selskaber hvert år.
B.T. har udarbejdet forsikringstjekket i samarbejde med afdelingsleder Kenneth Jensen fra forsikringsmæglerfirmaet AON.




















