Det går forrygende for den amerikanske pizzakæde Domino's Pizza i Danmark.

Omsætningen for pizzakæden er steget med 35 procent i løbet af regnskabsåret 2014/2015. Den store fremgang er med til, at Domino's Pizza har planer om at åbne otte nye filialer rundt om i landet.

Det skriver Finans.

»Vi er primært fokuserede på de største byer i Danmark, altså Aarhus og Storkøbenhavn. De næste to restaurantåbninger bliver i Greve og Albertslund i henholdsvis primo februar og marts. Vores strategi er dog at blive landsdækkende, og vi vurderer kontinuerligt muligheder i hele landet,« siger Carsten Kjems Falk, der er administrerende direktør hos The Scandinavian Pizza Company, der ejer Domino's Pizza i Danmark.

Domino's Pizza åbnede sin første restaurant i 1997 i København. Sidenhen er der åbnet 29 andre filialer i landet. I sidste regnskabsår blev der ligeledes åbnet otte filialer rundt om i landet. Det skete efter en kapitalindsprøjtning fra den nuværende ejerkreds.

Den amerikanskbaserede pizzakæde blev grundlagt i 1960 under navnet ’DomiNick’s’ af Tom Monaghan og hans bror, James. Året efter købte Tom Monaghan sin bror ud af firmaet, og i 1965 blev navnet ændret til ’Domino’s Pizza, Inc.’.