Drop indkøbsposerne. Det er godt for både pengepungen og miljøet.

Opret abonnement på PLUS og spar dig rig med Christina Falkberg. Læs Sparedronningens kreative tips til, hvordan vi kan spare i hverdagen og samtidig gavne miljøet. Du får desuden en række gode råd om hvordan du kan undgå plasticposen til daglig, og hvilke alternativer du kan benytte dig af istedet.

Det får du i denne PLUS-pakke:

  • Christinas ugentlige tip
  • Fakta om plasticposer
  • Guide: Sådan kvitter du plasticposen

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Jeg har puttet 1.560 kr. i lommen på tre år. Uden at røre en finger. Pengene er bare trillet ind, uge efter uge. 10 runde kroner om ugen for at være præcis. 520 kr. om året. Fortsætter jeg til min død, sparer jeg – eller tjener – 24.960 kr., hvis jeg altså bliver 85 år gammel. Jeg rejser sgu til Thailand for de penge. Vil du med? Så læs videre.

Nytårsdag. Vi har tømmermænd, min ven Jeppe og jeg. Sidder sammen på hans sofa på Nørrebro. Vi har lige spist pariserbøf. Tv’et snurrer. Midt i et nyhedsindslag spidser vi ører: Fra årsskiftet bliver plasticposer forbudt i supermarkeder.

Årsagen er en stigende plastforurening; det flyder med plasticposer i naturen og i havene. Sådan – hvis vi er så dumme, at vi smider poser her, der og alle vegne, så indfør et forbud! Det viser sig, at forbuddet ikke har en pind med Danmark at gøre, det gælder kun Italien. Vi bliver nærmest skuffede. Kigger på hinanden og udbryder i kor: Ingen plasticposer fra supermarkeder i et år! De er dyre – to poser til 3,50 kr. per stk. for en farveprintet plastpose. Supermarkederne tjener tykt på de tynde poser, der koster ned til 80 øre at fremstille. Og der stod jeg ved kassen. Med ET nytårsforsæt og NUL pose.

Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

 

Kræver styrke at gennemføre

Se, det svære er ikke at tage beslutninger. Det svære er at gennemføre dem. Vi havde kastet os ud i et eksperiment, men ikke lagt en plan. Og nu stod jeg her i Netto uden en pose. Shit! Min beslutning ramlede ind i både vaner, tid og magelighed.

Kassemanden bippede varer i rasende fart, køen bag mig ålede sig ned gennem butikken, én lille pose ville være det nemmeste. Skulle jeg liiige gøre en undtagelse, eksperimentet kunne jo bare begynde i morgen? NEJ! Jeg puttede rugbrødet under armen, tandpastaen i lommen, persillen under hagen og stavrede ud til min, pyha (!) cykelkurv. Vi køber alle brug og smid væk-poser, fordi det er så let. Hvad der er let, bliver hurtigt en vane. Men vaner KAN ændres, og når ny adfærd først bliver en vane, er det igen let.

Få styr på dine handlinger

Alle ændringer kræver alternativer. Jeg måtte for eksempel skaffe mig et genbrugsnet. Men for pokker, store, klodsede muleposer fylder halvdelen af min dametaske, og jeg kan jo ikke bare skrotte makeuppen.

Heldigt for mig var jeg på samme tid på en messe og fik her et lille, tyndt stofnet, der kunne foldes sammen og lægges i en lille pose. Perfekt! Jeg tog to poser. Hvilket viste sig at være verdens bedste idé. Dagen efter stod jeg nemlig igen i Netto uden min lækre pose; den lå i min anden taske! Jeg skifter nemlig hyppigt mellem to tasker. Så én pose i alle tasker!

I dag putter jeg, sekundet efter at jeg har pakket varer ud, posen tilbage i tasken. Ikke op at hænge på en krog, som jeg gjorde i begyndelsen.

Du kommer selvfølgelig til at stå i supermarkedet uden en pose. Det hænder ofte for mig trods min opmærksomhed på genbrugsposer. Når det sker, finder jeg en papkasse. Forleden fandt jeg en papkasse med gratis blade. Der lå kun to blade i bunden af kassen. Dem lagde jeg over i en anden kasse. Efter et år uden poser fortsatte jeg – tænkte aldrig over det længere. Nu er jeg på fjerde år. Og jeg overvejer ALDRIG at købe en plasticpose. Jeg har alligevel ikke et behov for engangsposer, jeg skænker det ikke en tanke, når jeg står ved kassen i supermarkedet – at bruge genbrugsposer, papkasser og lommer er bare blevet en vane.

Det er mere besværligt at fylde varer i frakkelommer og håndtasker og at gå med papkasser under armen, indrømmet. Men magelighed koster – både for din privatøkonomi, samfundet og miljøet. Besvær tjener sig ind. Og jeg skal jo til Thailand næste år.

 

 

 

--- OOO --- OOO --- OOO ---

 

 

 

GUIDE: Sådan kvitter du plasticposen

 

Shopping
Shopping
Vis mere

 

1. Tag en beslutning: Hank op i dig selv: Hvorfor slukker du lyset? En vandhane løber, hvorfor slukker du? Stil dig selv samme spørgsmål: Hvorfor køber du plasticposer? Hvordan kan du kvitte vanen? Hank op i dig selv og tag en beslutning: Jeg vil ikke længere købe plasticposer. Alt begynder med, at du først tager stilling og dernæst en beslutning.

2. Genbrug: Find genbrugsposer, du kan lide; stof, net, plast, anything goes. Inden du beslutter dig for en evt. startdato for dit plasticpose-stop, skal du have have alternativer klar. Det letteste er i virkeligheden at genbruge en plastpose fra et supermarked. Dem har du sikkert mange af under vasken, og de fylder ingenting, når de foldes sammen.

3. Ekstra pose: Læg en pose i alle dine tasker, i bilen, i ladcyklen, og hav et lille lager på jobbet. Det er ret smart, da vi jo ofte handler ind efter arbejde.

4. Tænk frem: Læg posen tilbage i taske, bil, cykel straks efter, at du har pakket maden ud.

5. Find kasser: Brug dine øjne, du kan ofte finde en papkasse i supermarkedet.

6. Spar op: Læg evt. en rund 10’er i en dåse hver uge. Og glæd dig, når knægten spørger, om han må få en 10’er med til skolebod, og du stikker fingrene ned i dåsen og fisker en 10’er frem. De 10 kr. er nemlig kommet helt af sig selv i denne uge, fordi du har gjort noget andet, end du plejer.

7. Vær tålmodig: En ny vane bider sig ikke fast fra den ene dag til den anden.