15 kroner for en liter benzin. Eller endnu værre: 20 kroner!
Det lyder som enhver bilejers mareridt om fremtiden, og bare rolig, det er det også. Endnu!
- 15 kroner kan bestemt være noget, vi skal tale om inden for de næste fem år, men det er ikke temaet i år, siger senioranalytiker i Danske Bank, Christin Tuxen.
Allerede nu skal du have den store pengepung frem, når du tanker benzin på bilen.
I går nåede benzinpriserne nye højder med hele 11 kroner og 99 øre for en liter, og det er kun et spørgsmål om tid, før vi når de magiske 12 kroner.
Det spår de eksperter, B.T. har talt med.
- Jeg tør ikke spå om, hvornår det sker. Vi er så tæt på, som vi kan komme.
Det siger chefkonsulent i FDM, Torben Kudsk og tilføjer, at de høje priser er kommet for at blive.
- Hvis vi tager de langsigtede briller på, er der ingen tvivl om, at energi stille og roligt bliver dyrere, siger han.
Politisk uro presser prisen
Det er der flere årsager til. Højere levestandard i mindre udviklede dele af verden øger efterspørgslen, og den politiske uro i Nordafrika og Mellemøsten er også med til at presse prisen.
- Det skyldes først og fremmest spørgsmålet om udbud og efterspørgsel. I Kina og Østen, hvor økonomien egentlig ikke er så hårdt ramt af finanskrisen, er efterspørgslen stigende, og i Europa har vi haft en usædvanlig hård vinter, som har krævet rigtig meget fyringsolie, og det påvirker dieselpriserne. Endelig er der hele valutakursproblematikken. Jo dyrere dollaren er, des dyrere bliver det også i kroner og øre at tanke benzin og diesel, siger Torben Kudsk fra FDM.
Den politiske uro i Mellemøsten spiller i høj grad også en rolle. Det understreger Christin Tuxen fra Danske Bank:
- For en uge siden ville jeg have sagt, at prisen snart ville falde tilbage til normalen, men det, vi har set hen over weekenden med optøjer i Libyen, Algeriet og Iran, gør, at jeg ikke tror, at olieprisen kommer under 100 dollar lige med det samme. Det, der sker lige nu, er simpelthen så vigtigt for den geopolitiske ustabilitet i regionen, at olieprisen formentlig vil blive ved med at ligge højt, siger hun.
Langt til 15 kr,
Og de 12 kroner er bestemt ikke nogen maksimum-grænse.
- Vi kommer til at se de 12 kroner inden for kort tid som en vigtig psykologisk grænse, siger hun og understreger, at hun bestemt ikke vil afvise, at benzinen kan blive endnu dyrere, men kan samtidig berolige med, at det ikke løber løbsk lige med det samme.
- Hvis vi skal op på 15 kr. for en liter benzin, skal olien koste omkring 175 til 200 dollar per tønde, og der er vi ikke endnu.



