Rigmanden Christian Stadil øger toplinjen markant til knap 6,4 mia. kr. i familiekoncernen Thornico, som han driver sammen med sin far, Thor Stadil. Tøjmærket Hummel brager frem sammen med flere af fødevarevirksomhederne i konglomeratet, mens rederiet Thorco er i havsnød og koster den velhavende familie en formue i tab.

Et sandt væksteventyr i Tyrkiet løfter det danske sportsklenodie Hummel til den højeste omsætning og driftsindtjening i mærkets 93 år lange historie.

Hummel nåede sidste år op på en omsætning på 834 mio. kr. og en driftsindtjening før skat på 110 mio. kr. Året før omsatte Hummel for 700 mio. kr. og tjente godt 60 mio. kr. på driften.

Hummel er en del af koncernen Thornico, som ejes af den farverige erhvervsmand Christian Stadil, og rekordresultatet i Hummel er med til at løfte hele Stadils vidtforgrenede Thornico-koncern frem til den højeste omsætning nogensinde. Thornico øgede således toplinjen med en halv mia. kr. til samlet 6,4 mia. kr. Af det trak Hummel op med godt 130 mio. kr. Det fremgår af Thornicos årsregnskab, der offentliggøres mandag.

»Det er markant vækst, vi oplever i Hummel, og det skyldes primært det tyrkiske marked, hvor vi har fået fat i markedet med så stor succes, at Hummel i detailhandlen i Tyrkiet er større end giganterne Nike og Adidas,« siger Christian Stadil, der er kendt for sit særligt store engagement i netop Hummel, som blev vendt fra at være konkurstruet for små 20 år siden til nu i adskillige år at have vist stor fremgang i både omsætning og indtjening.

Flere Hummel-butikker

Succesen i Tyrkiet, hvor der nu er 107 deciderede Hummel-butikker, skal nu sættes på formel, så Hummel inden for en overskuelig årrække kan nå en omsætning på fem mia. kr. I år når Hummel op over én mia. kr. i omsætning. »Hvis det fortsætter, er Hummel i Tyrkiet alene større end resten af Hummel om to år målt på både top- og bundlinje, det er helt vildt. Vi prøver nu at sætte det, der sker i Tyrkiet, på formel, for vi har manglet en skalérbar motor under Hummel,« siger Christian Stadil og peger på, at Thornico skal åbne og eje flere egne Hummel-butikker og andre salgskanaler for at øge fokus og lønsomhed på Hummelmærket.

Ud over Hummel trækker også Sanovo Technology Group, der producerer maskiner til fødevareindustrien, og som også ejes af Stadil, godt op Stadil-familiens koncern. Sanovo stod for en omsætningsvækst på næsten 300 mio. kr., så virksomheden nu omsætter for 850 mio. kr. Ligesom Hummel når Sanovo Technology op over én mia. kr. i omsætning i år, venter Stadil-familien. I Sanovo er det en ny maskine, der kan kontrollere kvaliteten af æg og efterfølgende pakke dem i æggebakker, som er blevet et stort salgshit til fødevareproducenter i særligt USA, som trækker den store fremgang.

Thornico er stiftet af Christian og Thor Stadil for godt 20 år siden og har særligt i de senere år udviklet sig hastigt og er blevet en vidtforgrenet koncern, som de selv vurderer er seks-otte mia. kr. værd. I dag ejes Thornico alene af Christian Stadil, og fremgangen i koncernen og værdien af den gør ham til en de rigeste i Danmark.

»På tre af vores enheder har vi fået tilbud inden for det seneste år om at sælge for sammenlagt tre-fire milliarder kroner. Men vi har kigget hinanden i øjnene og spurgt os selv: Hvad skulle vi gøre med de penge, for man får ikke noget for at have dem stående i banken.

Når man har solgt, så sikrer man sig selvfølgelig økonomisk, men den bedste opsparing, man kan have, det er, at vi har dem i vores egen virksomhed,« siger Christian Stadil.

En stor del af virksomheden har med fødevarer- og fødevareteknologi at gøre. Og det er også et stort fokusområde i de kommende år.

»Når vi investerer og køber op i de kommende år, vil det være i fødevarer og fødevare­teknologi. Det kan være flere produkter, der er direkte rettet mod forbrugerne, og det kan også være der, hvor biotek møder fødevarer,« siger Christian Stadil.

Af regnskabet fremgår også, at Christian Stadil hiver 50 mio. kr ud til sig selv i udbytte.

»Det har vi faktisk ikke gjort før i Thornicos historie. Vi har før hevet udbytte ud til holdingselskabet, som er gået tilbage i vores økosystem i koncernen. Men ja, vi trækker 50 mio. kr. ud, som skal bruges til ombygninger af nogle af vores privatejede ejendomme, jeg skal ikke ud og købe hverken ny sportsvogn eller et fly,« siger Christian Stadil.