Af Lars Andersson, Tekstwerk

Renten på etårige flekslån ligger på historisk lave 0,86-0,89 pct. per 1. april, og huspriserne er tordnet ned med 21,5 pct. siden toppen i 2007. Alligevel er det svært for helt almindelige mennesker at juble vildt over rentefest og muligheden for at gøre et boligkup.

For trods lave renter og priser kan et helt almindeligt par med en års-indkomst på 700.000 kr. og en opsparing på 250.000 kr. ikke købe et hus på 140 kvadratmeter i 16 af landets kommuner. Heraf ligger de 15 i eller omkring København, mens den sidste er Aarhus.

Det viser en beregning, som Arbejdernes Landsbank (AL) har foretaget.

- Fra medierne kan du få det indtryk, at du som boligkøber står i en helt fantastisk situation, hvor du kan vælge og vrage blandt boligtilbuddene. Men selv om priserne er faldet voldsomt, har helt almindelige lønmodtagere stadig ikke råd til at købe en villa i mange af landets kommuner, fastslår Lone Kjærgaard, chef-økonom i AL.

Det bliver endda værre endnu. For i de kommende måneder strammer langt de fleste realkreditinstitutter lånekravene til boligkøberne – og samtidig har bankerne i det seneste år skærpet kravene til dig voldsomt, hvis du skal låne til boligkøbet i et pengeinstitut.

- Man kan desuden sige, at en opsparing på 250.000 kr. er en voldsom forudsætning. Det er der mange, der ikke har. Hvis man bor til leje eller har købt bolig på det forkerte tidspunkt, så er det endnu sværere at finansiere et huskøb i dag, siger Lone Kjærgaard.

Stramme krav

Undersøgelser fra Nationalbanken viser da også, at kravene er strammet voldsomt, før en bank i dag er villig til at hive penge op af lommen til et huskøb. En analyse fra det uvildige rådgivningsfirma Finanshuset i Fredensborg fortæller desuden, at et boliglån i banken kan variere fra 2,5 til 11 pct. i rente – afhængig af om din økonomi er udmærket eller blot jævn. Ja, og hvis du har en anstrengt økonomi, så kan du formentlig slet ikke låne til huskøbet.

Vurdér dine vilkår

Derfor er det en god ide, at du vurderer din økonomi og dine vilkår i banken forud for et huskøb – og i øvrigt også mindst en gang om året. Og så husk at forhandle med din bank.

- Det kan betale sig. Faktisk vil det for de fleste familier give en meget høj timeløn, og under alle omstændigheder er det en sikkerhed for, at du ikke har snydt dig selv, vurderer Kim Valentin, partner og direktør i Finanshuset.

Se her hvordan du bliver forberedt til boliglånene og huskøbet.

På ovenstående grafik kan du se, hvad det koster at låne. Klik op i stor størrelse for at grafikken ordentligt.
På ovenstående grafik kan du se, hvad det koster at låne. Klik op i stor størrelse for at grafikken ordentligt.
Vis mere

Guide: Bliv klar til huskøb og billige lån - forbered dig grundigt

Sådan får du lov at låne

Realkredit:

Få lagt et budget, inden du tager på boligjagt. Det giver dig overblik over din private økonomi. Tænk samtidig også over, hvilke planer du har. Et budget skal laves, så du kan tage højde for fremtiden.

Når budgettet er lagt, kan du gå i dialog med dit realkreditinstitut eller flere af slagsen og få lavet et boligkøbsbevis ud fra budgettet. Når du har et boligkøbsbevis, ved du præcist, hvor dyr en bolig, du kan købe.

Overvej nøje, hvorhenne du gerne vil bo nu, og hvor du kan forestille dig at bo de næste mange år. Boliger skal købes for at bo i dem, fremfor at se det som en investering, hvorfor det er vigtigt at have en lang tidshorisont. Prioriterer dine ønsker.

Når du har fundet området, kan du begynde at lede efter den specifikke bolig. Tjek boligens pris via internettet, hvad andre boliger i området er blevet handlet til.

Læs tilstandsrapporten nøje igennem. Se på fejl og mangler og vurder, hvad det vil koste at bringe disse forhold i orden. Vurder også om der er andre ting, der skal renoveres i huset, før du har lyst til at bo der.

Tjek energimærke, herunder evt. skorstensattest. Og overvej eventuelt et el-tjek. I mange ældre huse er der en del ulovligt el. Pr. 1. maj er et el-tjek obligatorisk! Det er et vvs-tjek ikke. Et sådan kan man også overveje at få lavet, det kan spare en for en masse besvær senere hen.

Undersøg hvad dagsinstitutions-takster, kommuneskat og grundskyld betyder for din privatøkonomi.

Når du byder på huset så vær realistisk. I øjeblikket gives der nedslag i priserne på cirka 10 pct. i forhold til første udbudte handelspris.

Indsæt rådgiverforbehold i købsaftalen.

Tegn udvidet ejerskifteforsikring – det kan være dyrt at spare på denne post!

Bank:

* Tjek låne-priser på mybanker.dk eller pengepriser.dk – også ift din egen økonomi. Søg evt. uvildig rådgivning – det kan på sigt spare dig for en masse penge og besvær.

* Hav styr på dine papirer.

* Du skal sikre dig en fast indkomst, meld dig ind i en a-kasse.

* Trim din økonomi og hav et realistisk og ansvarligt budget.

* Sandsynliggør, at dit budget er realistisk. D.v.s. vis, at du har kunnet leve for de afsatte penge tidligere.

* Vis, at du bruger betalingsservice.

* Banken vurderer dig ud fra dit lønniveau, din sikkerhed i jobsituationen, dit rådighedsbeløb og din formue i form af friværdi, pension m.v. Så sørg for at fremlægge din situation konkret og realistisk.

* Har du en jævn eller anstrengt økonomi, kommer du nemt til at betale det dobbelte i rente for et boliglån, hvis banken da ellers vil give dig et lånetilbud.

* Du kan teste din økonomi – og hvor god den er – hos en lang række uvildige rådgivere på nettet, eksempelvis www.finanshus.dk.

* Forhandl og indhent flere tilbud fra konkurrerende banker, før du beslutter dig.

Kilde: Ulrikke Ekelund, cheføkonom BRFKredit.

Lukket land

Her kan folkeskolelæreren og sygeplejersken ikke købe en 140 kv.m villa:

Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Frederiksberg, Hørsholm, Rudersdal, København, Gladsaxe, Furesø, Dragør, Solrød, Helsingør, Herlev, Allerød, Tårnby, Vallensbæk, Aarhus

Beregningen baserer sig på et par med en årsindkomst på 700.000 kr., en opsparing (til udbetaling på hus) på 250.000 kr. – og at man – som en tommelfingerregel – kan låne 3 gange sin årsindkomst. Dermed er husets pris på 2.350.000 kr.

Kilde: Arbejdernes Landsbank – og fremskrevet med Homes beregninger fra marts 2012. Udregningerne baserer sig på tal fra Danmarks Statistik, Realkreditrådet, DA, Det Fælleskommunale Løndatakontor, Arbejdernes Landsbank og Home.