Du vælter et glas rødvin på det spritnye, sarte tæppe under sofaarrangementet i jeres stue. Dit barn får under leg væltet fladskærmen ned fra tv-møblet, eller du får skubbet til din ægtefælles arm, så han spilder kaffen ned i den bærbare, så den går helt i sort. Pyha, så er det godt, at man har sin indboforsikring. Eller er det...?

Mange danskere tror fejlagtigt, at indboforsikringen dækker hændelige uheld på indbo i ens hjem. Men blot ét ud af 11 undersøgte forsikringsselskaber har ‘pludselig skade’ indkluderet i den almindelige indboforsikring. Hos de 10 øvrige forsikringsselskaber skal man købe en tillægsforsikring, der dækker ‘pludselig skade’, ellers hænger man nemlig selv på regningen, når man selv eller andre beboere i husstanden kommer til at gøre skade på indboet. Det viser en undersøgelse, som prissammenligningsportalen Samlino.dk har foretaget for BT.

Forsikringsoplysningen under brancheorganisationen Forsikring & Pension modtager jævnligt henvendelser fra forsikringskunder, der ringer ind for at spørge, om ‘det virkelig kan passe’, at deres indboforsikring ikke dækker et hændeligt uheld i hjemmet, oplyser konsulent i Forsikringsoplysningen, Anja Lintrup Sørensen. Både når skader er sket, eller hvis de bare har fået nærlæst forsikringsbetingelserne.

Hos Alka tog man i oktober 2015  konsekvensen af den udbredte misforståelse blandt sine kunder og inkluderede ‘pludselig skade’ i indboforsikringen.

»Vi taler selvfølgelig med vores skadebehandlere om, hvad der gør vores kunder glade, og i hvilke situationer de bliver skuffede. Det, der helt entydigt slog igennem, var, at kunderne blev skuffede, når de ringede ind med en pludselig skade og så fik at vide, at den dækkede deres indboforsikring desværre ikke. Vi lever af glade kunder, og derfor har vi valgt at inkludere ‘pludselig skade’ i vores almindelige indboforsikring,« siger kommunikationsdirektør i Alka Lise Agerley.

Hos Alka koster en indboforsikring med ‘pludselig skade’ 1.985 kroner om året for en gennemsnitlig familie på fire. For en enlig er prisen gennemsnitligt 1.482 kroner. Det er i begge tilfælde markedets billigste, hvis man kun fokusere på prisen - også kaldet præmien. Men Alkas selvrisiko på 2.000 kroner per skade er omvendt markedets dyreste, viser Samlino.dks pristjek.

Alm. Brand Forsikring er dyrest med samlet pris på 3.470 kroner på en indboforsikring og tilkøbt ‘pludselig skade’-dækning om året for en gennemsnitlig familie på fire personer og 3.339 kroner for en enlig. Til gengæld er selvrisikoen kun 1.000 kroner ved pludselig skade.

Før man bruger penge på forsikring for ‘pludselig skade’, bør man ifølge Anja Lintrup Sørensen kaste et nøgternt blik på sit hjem og sin familie og veje sin risikoprofil og skadehistorik op mod prisen.

»Har man få dyre ting, eller er familien generelt god til at passe på indboet, er det ikke nødvendigvis en god ide at forsikre sig mod uheld. Det kan ganske enkelt være billigere selv at genanskaffe tingene end at forsikre sig,« siger hun.

Hvis man omvendt bor i et hjem med livlige børn, masser af dyr elektronik og andet dyrt inventar og har en historik med en del skader, kan det ifølge Anja Lintrup Sørensen være rart med en ‘pludselig skadedækning.’

Nogle forsikringsselskaber dækker elektronik og andet indbo under et . Andre - for eksempel Tryg Forsikring - har opsplittet dækningen i ‘Elektronikskade’ og ‘Pludselig skade’.