Danskerne kan se frem til at skære en solid luns af deres el-, vand- og varmeregninger i de kommende år.

Sådan lyder det fra energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V), efter regeringen i går både landede en bred på politisk aftale med Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, De Radikale og SF om ‘tryghed for fjernvarmeforbrugere og billigere fjernvarme, og samtidig fik regeringen sit lovforslag om regulering og effektivisering af el-forsyningsvirksomhederne i Danmark vedtaget i Folketinget.

Tilsammen vil de to initiativer ifølge regeringen give danskerne en besparelse på omkring 2,9 milliarder kroner i 2025, fordelt på 2,3 milliarder kroner på fjernvarme- og 600 millioner på el-regningen.

Dermed er de to første sten ryddet af vejen mod regeringens samlede mål om at effektivisere forsyningssektoren med i alt 5,9 milliarder kroner i 2025. Falder resten på plads under forhandlinger til efteråret, vil en ganske almindelig lønmodtagerfamilie med to børn i et parcelhus kunne skære 2.800 kroner af deres el-, varme- og vandregning i 2025 viser beregninger fra Finansministeriet.

Energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) er glad på de cirka 1,7 millioner danske fjernvarmekunders vegne.

»De kan se frem til at få en billigere og mere effektiv fjernvarmeforsyning. Jeg er meget tilfreds med, at vi blot seks måneder efter fremlæggelsen af vores forsyningsstrategi, nu er halvvejs i mål. De i alt 2,9 milliarder kroner går tilbage til forbrugerne, og jeg er sikker på, at vi også når det sidste stykke,« siger han.

Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme, der repræsenterer landets cirka 400 fjernvarmeselskaber, er dog mindre optimistisk på de danske fjernvarmekunders vegne.

»Isoleret set kommer den politiske aftale ikke til at skaffe et beløb, der nærmer sig 2,3 milliarder kroner. Det er at stikke vælgerne blår i øjnene. Det tal bygger på en konsulentrapport fra McKinsey, som vi og fagkundkaber har påvist er fyldt med fejl,« siger han.

Forbrugerne skal imidlertid nok få billigere fjernvarme i de kommende år, men det skyldes ikke den politiske aftale, siger Tim Knudsen:

»Over de seneste 10 år har vi haft konstant faldende fjernvarmepriser. Den udvikling vil vi fortsætte.«

Tim Knudsen og Lars Christian Lilleholt (V) er imidlertid enige om, at fjernvarme-aftalen effektivt stikker en kæp i hjulet på kommuner, der har set deres snit til at malke kommunalt ejede fjernvarmeselskaber for millioner af kroner, som selskaberne har hentet hos fjernvarmekunderne ved at udskrive regninger på renter af såkaldt ‘historisk indskudskapital'.

»Hvis kommunerne fremover trækker pengene ud af de kommunalt ejede fjernvarmeselskaber, bliver kommunerne modregnet 100 procent i bloktilskuddet,«  siger Lars Christian Lilleholt og pointerer, at kommunernes incitament til den manøvre dermed er væk.

Fjernvarmeselskaberne har fortsat mulighed for at udskrive rente-regningerne, men så skal pengene blive i fjernvarmeselskaberne og bruges til investeringer i mere effektive fjernvarmeværker, der vil give kunderne lavere priser.