Luksus, glamour og pengestærke kunder. Bryllupsplanlæggeren Christel Winther, kendt fra TV3-programmet ‘Købmænd på 1. klasse’ begår sig scenevant på de bonede gulve, når hun arrangerer luksusbryllupper for danske og udenlandske velhavere i Italien, på Mallorca eller Næsbyholm Slot i Danmark.

Men nu truer en såkaldt konkurskarantæne med at trække den røde løber væk under hende.

Hendes firma TT 12 ApS, tidligere CC Lounge ApS, er nemlig under konkurs, og ifølge kurator af konkursboet har Christel Winther drevet selskabet så groft uforsvarligt, at han har indstillet til skifteretten, at hun ikendes konkurskarantæne. Det betyder, at hun som udgangspunkt ikke må drive eller lede et selskab i tre år.

Kurator begrunder sin indstilling med, at der ikke retmæssig er afregnet skatter og moms. Skat har således rejst et krav på 1.880.336 kroner mod det tomme konkursbo. Samtidig henleder kurator opmærksomheden på, at han ikke har kunnet konstatere 'nogen bogføring i selskabet.'

Christel Winther siger til BT, at TT 12 ApS slet ikke har haft noget med hendes bryllupsforretning at gøre.

»Den aktivitet, der var i TT 12 var en tøjbutik på ROs Torv (i Roskilde, red.),« siger hun.

Den forklaring skydes imidlertid ned af Karen Nielsen. Hun blev ansat af Christel Winther som tjener i TT 12 ApS (dengang hed selskabet CC Lounge ApS, men er identisk med TT 12 ApS, da de har samme cvr-nummer, red.) den 1. juni 2014. BT er besiddelse af en kopi af ansættelseskontrakten med direktør Christel Winthers underskrift samt en kopi af Karen Nielsens lønseddel fra august 2014, hvor arbejdsgiveren er The Wedding Company/CC Lounge ApS.

»Jeg var blandt andet tjener ved fire før-fester til bryllupper på Næsbyholm Slot og serverede også morgenmad for gæsterne,« siger hun.

Karen Nielsen finder på et tidspunkt ud af, at hun ikke har fået sine feriepenge. Hun anmoder om at få dem udbetalt, men det sker ikke, og Karen Nielsen stævner Christel Winther. Den 18. august 2016 giver Københavns byret Karen Nielsen medhold og dømmer TT 12 ApS til at betale 2.239,16 kroner i feriepenge plus renter. Karen Nielsen har endnu ikke fået sine penge.

Christel Winther driver i dag bryllupsforretningen The Wedding Company videre under selskabet TWC Denmark ApS, som blev stiftet den 22. maj 2015. På Theweddingcompany.dk fremgår det, at Christel Winher er CEO - altså administrerende direktør for TWC Denmark ApS - men af CVR-registeret fremgår det, at det er hendes kæreste Morten Lund, der er direktør for selskabet.

»Det er en fejl,« siger Christel Winther.

Men hvis hun ikke CEO, hvad er hun så?

»Jamen, jeg er jo det hele. Jeg er wedding-planner. Det er mig, der planlægger bryllupperne.«

Men hvis skifteretten idømmer hende konkurskarantæne, må hun efter alt at dømme ikke drive sin forretning videre under TWC Denmark ApS. Selv om man formelt set ikke er direktør, vil det nemlig være i strid med konkurskarantæne-reglerne, hvis man reelt står i spidsen for den daglige drift, fastslår juraprofessor og ekspert i konkurset Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, Københavns Universitet:

»Man må ikke bare oprette et selskab med kæresten eller en anden som stråmand.”

Kurator har en klar forventning om, at skifteretten følger hans indstilling:

»Jeg er ikke bekendt med sager, hvor retten ikke har fulgt vores indstilling,« siger Christian Tornvig Jensen, advokatfuldmægtig for kurator Finn Lynge Jepsen, Elmann Advokatpartnerskab.