____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Småkunder i Danske Bank har de seneste dage raset over, at de fremover skal betale op til 480 kroner årligt i abonnement for at have en konto. Godt 100.000 kunder kan ende med at skulle betale abonnement, hvis de har samlede bankforretninger i Danske Bank for mindre end 750.000 kr.

Men de kan ikke regne med at have en gratis bankkonto, hvis de i stedet går til konkurrenten Jyske Bank. Det fremgår af bankens hjemmeside.

Småkunder i Jyske Bank er siden februar 2012 blevet opkrævet oprettelsesgebyr og årligt abonnement for en såkaldt grundkonto 'til dig, som har få forretninger med banken og kun har brug for én konto', hedder det på hjemmesiden.

Det koster 400 kr. i gebyr at åbne en ny konto i banken, og derefter vil der være et årligt abonnement på 150 kr. for et hævekort. Har man Visa-kort, er prisen 315 kr. om året.

I den tredje storbank i Danmark, Nordea, koster det endnu ikke noget i abonnement eller oprettelsesgebyr for at få en indlånskonto.