Har du en bolig til salg, som du ikke længere bor i? Så har du måske adskillige tusinde kroner til gode hos Skat. Men du skal selv gøre opmærksom på det.
Det bundfrosne danske boligmarked betyder, at mange bliver nødt til at flytte til en ny bolig, før den gamle er solgt. Men når først man er flyttet, er man ifølge flere revisionshuse fritaget for at betale ejendomsværdiskat. Det er bare de færreste, der ved det, da Skat holder reglerne tæt til kroppen.
- Muligheden for fritagelse for ejendomsværdiskat er ikke noget, som Skat skilter med. Slet ikke over for dem, der er flyttet til en ny bolig og ikke kan få solgt den gamle. Det kan man godt undre sig over. Lovgrundlaget er ellers ganske klart, siger seniorskattekonsulent Henning Boye Hansen fra revisionsfirmaet BDO.
Læs også: Her er de fem fradrag du SKAL huske
Han henviser til, at der i 2002 blev indført nye regler for ejendomsværdiskat – heriblandt at man ikke skal dobbeltbeskattes, hvis man har købt en ny bolig, før den gamle er solgt. Reglerne gælder også, hvis man f.eks. er flyttet til en lejebolig og/eller fremlejer ejerboligen. Derfor finder skatteeksperten det besynderligt, at der ikke eksisterer en rubrik i årsopgørelsen til at indberette den slags.
- Selvom rigtig mange har haft problematikken inde på livet de senere år, kan man heller intet finde om reglerne på Skats hjemmeside. Skat ofrer i det hele taget ikke ret mange ressourcer på at informere borgerne. Forklaringen er nok, at det her tangere rådgivning om, hvordan man kan slippe billigst muligt i skat. Og det har Skat ingen tradition for at rådgive om, siger Henning Boye Hansen.
Man skal derfor enten sende et godt gammeldags brev til Skat eller bruge kontaktformularen på hjemmesiden, hvis man mener, man har krav på at få tilbagebetalt ejendomsværdiskat, lyder opfordringen. Og det kan dreje sig om store beløb.
Få de sidste fire år med
- Man betaler typisk 1 pct. af ejendomsværdien, så det svarer til omkring 25.000 kr. om året i ejendomsværdiskat, hvis man f.eks. har en bolig i København med en offentlig vurdering på 2,5 mio. kr., siger han.
Det er godt en uge siden, at Skat offentliggjorde danskernes årsopgørelser, men man har helt frem til 1. maj 2013 til at rette i den. Faktisk er det muligt at bede om genoptagelse af ens årsopgørelser i op til fire år. Der kan derfor også være penge at hente for folk, der havde en bolig til salg i 2009, 2010 og 2011.
Læs også: Her er de fem fradrag du SKAL huske
- Man skal dog være opmærksom på, at fristen for at genoptage årsopgørelsen for 2009 udløber 1. maj. Så det kan være en god idé at benytte foråret til at tjekke, om man har betalt ejendomsværdiskat uden at skulle det, siger Henning Boye Hansen.
Også revisionsfirmaet KPMG har ’fritagelse af ejendomsværdiskat ved fraflytning af en bolig til salg’ som et vigtigt punkt på listen over, hvad man skal huske at tjekke på årsopgørelsen.



