Fremtidens bankverden i Danmark vil både bestå af store mastodonter og små, lokale niche-banker. Det forudser bankekspert, seniorrådgiver ved institut for økonomi og ledelse ved Aalborg Universitet, Lars Krull.

- Nogle små banker vil overleve, fordi de i stigende grad bliver nichebanker. Altså banker, der er lokalt forankrede og ikke deler deres kunder op i A- og B-hold. Hvis man er en lokal bank, må man tage sig af både de rige og de fattige kunder, fordi de netop er lokale, siger Lars Krull.

Der er også forskel på, hvordan de store og små banker i fremtiden vil bruge deres filialer.

- De små banker vil bruge deres filialer i højere grad, fordi de henter en stor del af deres finansiering her i form af indlån. De store banker henter i højere grad deres finansiering på obligationsmarkedet og ikke hos private eller virksomheder. Derfor vil de mindre og småbanker i større omfang opretholde deres filialnet, siger Lars Krull.