Kriserne begynder med, at landet ikke kan sælge sine statsobligationer. Og det betyder i sidste ende, at folk bliver fyret, må gå fra hus og hjem, skatter og priser stiger, og samfundet går i betalingsstandsning. Problemet er, at statskassen i næsten alle lande hele tiden har brug for at låne penge bare for at betale renter og afdrag på den gamle gæld. Men hvis det begynder at se ud til, at et land måske ikke vil kunne betale pengene tilbage, så tørrer strømmen af nye lån ud. Det tvinger så landene til meget hurtigt at skære kraftigt ned i udgifterne og sætte skatterne op. Og når det skal gå meget hurtigt, så bliver resultatet en brat krise i landet. En brat krise i ét land fører også til en krise i andre lande, fordi vi sælger varer til hinanden. Krisen i Grækenland blev akut, da det blev afsløret, at der var pyntet på regnskaberne, og at statens økonomi faktisk var langt værre, end det så ud til. I Irland var den udløsende faktor, at regningen for at rydde op i landets banker viste sig at blive gigantisk. Mange økonomer frygter, at Spanien og Italien kan blive de næste lande, der havner i en gældskrise. De har ikke lig i lasten som Grækenland og Irland, men de har det til fælles med dem, at deres finanser også til at begynde med ser temmelig dårlige ud, så der skal ikke så mange flere dårlige nyheder til, før tilliden forsvinder. Tilliden er afgørende. Hvis Danmark ikke kan få genfinansieret F1-lånene, risikerer vi, at tilliden smuldrer. Så falder statsobligationerne i værdi, og så begynder lavinen at rulle. kark-
Krisen breder sig
