Sæt fut i romantikken på god gammeldags manér. Du får blandt andet en række gode råd til, hvordan du skriver gode gammeldags kærestebreve til den du elsker.

Kære elskede: Hvornår har du sidst fået et kærestebrev? Og hvornår har du sidst selv skrevet et? BT tog på kursus i den ædle kunst at forføre sin udkårne med håndskrevne ord.

Opret abonnement på PLUS og lær hvordan du kan blive bedre til at skrive kærlige ord til din udkårne.

I denne PLUS pakke får du:

  • Artikel: Forfør med pen og papir
  • Guide: Sådan skriver du et godt kærestebrev
  • Kærlighedscitater

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Kære elskede: Hvornår har du sidst fået et kærestebrev? Og hvornår har du sidst selv skrevet et? BT tog på kursus i den ædle kunst at forføre sin udkårne med håndskrevne ord.

»Hver gang jeg kommer i tanke om en god linje eller et fint ord, skriver jeg det ned i den her. Den har jeg med mig overalt.«

Karen Vistesen holder en lille sort notesbog op i luften.

»Ja, jeg ved godt, det er lidt retro, men jeg vil gerne slå et slag for at skrive i hånden,« siger hun.

Fra pladserne rundt om et ovalt mahognibord kigger en flok ansigter opmærksomt på hende. De tilhører personer på alt fra 18 til 70 år, der i dagens anledning har pakket telefoner og iPads væk og sidder med hvide stykker papirer foran sig. Alle er de kommet for at lære en ældgammel og efterhånden uddød disciplin. At skrive et godt kærestebrev.

Karen Vistesen er journalist, foredragsholder og forfatter til bogen ’Kærestebreve – skriv med hjertet’, og på en råkold mandag i marts holder hun i anledning af litteraturfestivalen KBH Læser oplæg om – ja, kærestebreve.

»I dag er der så mange, der har ondt i kærligheden, og jeg tror, en af grundene er, at vi har svært ved at udtrykke vores følelser. Vi vil alle sammen gerne vide, at vi er elsket. Kan vi ikke mærke kærligheden, begynder vi at søge den andre steder,« siger Karen Vistesen.

Vækker stærke følelser


Derfor skal vi være langt bedre til at fatte pen og papir og skrive kærlige ord til vores udkårne, mener hun. Kærestebreve er nemlig langt mere end de ’Ja, nej, måske’-sedler, man fik stukket i hånden i folkeskolen.

»Det skrevne ord kan vække stærke følelser. Et godt kærestebrev er en lille personlig gave, som forfører med ord, og som kan få gnisten frem i forholdet og gøde en spirende forelskelse. Dels er det vidunderligt at få en kærlighedserklæring på skrift, og dels er det en rigtig god øvelse at sætte sig ned og formulere sine følelser for et andet menneske,« siger hun.

Ved det store mahognibords ene ende sidder Ulla. Hun er 70 år, men ikke for gammel til at skrive kærestebreve, fortæller hun.

»Det med at skrive breve er en uddød ting, men jeg prøver at holde fast i det. Da jeg lærte min kæreste at kende for nogle år siden, skrev jeg et brev til ham på vers. Det blev han rigtig glad for. Et brev er noget helt andet end en telefonsamtale, fordi man tænker sig om, vælger sine ord med omhu og kan sige meget med få ord,« siger Ulla.

Journalist og forfatter Karen Vistesen (stående) vil gerne slå et slag for det gammeldags, håndskrevne kærestebrev. Blandt kursets deltagere er 70-årige Ulla (th), der mener, at man aldrig bliver for gammel til at skrive romantiske breve til sin udkårne.
Journalist og forfatter Karen Vistesen (stående) vil gerne slå et slag for det gammeldags, håndskrevne kærestebrev. Blandt kursets deltagere er 70-årige Ulla (th), der mener, at man aldrig bliver for gammel til at skrive romantiske breve til sin udkårne.
Vis mere


I dag foregår langt det meste af vores kommunikation digitalt. Fra sidste år var det ikke længere muligt at få fysiske breve fra det offentlige, og de fleste har i dag internettet lige ved hånden.

Men det giver blot så meget desto mere grund til at skrive et fysisk brev, mener Karen Vistesen.

»Et håndskrevet brev viser, at der er lagt indsats og tanke bag. Det er ikke bare en mail eller en sms, der hurtigt er sendt af sted. Håndskrift siger meget om en person, og skriver man tilmed på et smukt stykke brevpapir og putter det i en fin kuvert, kan modtageren ikke undgå at blive glad og rørt,« siger Karen Vistesen, der understreger, at man skal vælge sine ord med omhu.

»Man skal tænke på sin modtager, når man skriver. Man skal ikke ture frem med egne længsler og behov, men i stedet fremhæve nogle kvaliteter ved den anden, som man godt kan lide. Det er jo altid dejligt med gode komplimenter. Jeg synes, tonen i vores samfund er blevet så hård, og vi er blevet så kolde og dårlige til romantik. Vi må meget gerne være mere kærlige og flirte lidt mere,« siger hun.

De hvide stykker papir foran lektionens deltagere er efterhånden blevet fyldt ud. Med sirlige håndskrevne bogstaver i blå, rød og sort blæk. ’Min elskede Mathilde’, står der øverst på ét af brevene.

»Nu skal I bare gå ud i verden og give jeres kærestebreve til de heldige modtagere,« siger Karen Vistesen.

»Og så vil jeg bare opfordre jer til at blive ved med at skrive kærestebreve. Jeg lover, at I vil få en hel masse tilbage.«

Guide: sådan skriver du et godt kærestebrev

Man behøver langtfra være den store digter eller poet for at skrive et godt kærestebrev, siger journalist og forfatter Karen Vistesen. Her giver hun fem gode råd om, hvordan du kommer i gang med at komponere et brev, der vil slå benene væk under din udkårne.

  • Tænk på din modtager
    Et kærestebrev skal tænde modtageren, og derfor er det vigtigt at tænke på, hvad der gør ham eller hende glad. Giv personlige komplimenter frem for at fokusere på dine egene behov.
  • Vær ærlig
    For at kunne formulere en kærlighedserklæring er det vigtigt, at du kender dine følelser for din udkårne. Vær ærlig over for dig selv. Vælg ord, der dækker dine dybeste følelser.
  • Tænd gnisten
    Se brevet som en gnist, der skal sprede varme i forholdet. Skriv for eksempel om dejlige minder og giv en lille forhåbning om, hvad der skal ske mellem jer, når I mødes igen.
  • Skab stemning
    Overvej om du skal skabe en stemning, der kan stimulere det romantiske humør, når din udkårne læser brevet. Tænd f.eks. stearinlys og sæt god musik på.
  • Slap af
    Nedgør ikke dig selv og skriv ikke for erotisk. Skriv med selvtillid. Og tag det så roligt. Er inspirationen der ikke med det samme, så lad brevet ligge og kom tilbage til det senere.