Paradise Hotel er kun nået to dage ind i den niende sæson, før reality-programmet er blevet ramt af en mindre skandale.

Det er hotellets ultimative alfahan, 30-årige Martin, der lige nu er sigtet for vold.

Den 30-årige frugt- og blomsterhandler fra Aarhus er efter sin hjemkomst fra opholdet på Paradise Hotel blevet sigtet for vold efter en episode i Aarhus natteliv.

SE ÆRLIGT INTERVIEW MED MARTIN HER

- Jeg og nogle af mine venner står og danser med nogle piger på et diskotek. Det er der nogle fyre, der føler sig generet af. De kommer derfor ud og overfalder os på dansegulvet. Jeg bliver ramt hårdt af en albue på halsen af en af fyrene, og derefter slår jeg ham, forklarer Martin om sagen.

Ikke første gang

Optrinnet på diskoteket er ikke første gang Martin er i kontakt med det danske retssystem. Han har flere voldsdomme bag sig, og han har blandt andet tidligere siddet i fængsel og afsonet med fodlænke.

Martin har for år tilbage også været en del af den aarhusianske hooligan-fraktion Aarhus Casuals, men det er han ikke længere en del af. 

- Jeg har det rigtig dårligt med det der er sket i den nye sag. Jeg ønsker ikke længere, at den slags skal være en del af mit liv. Jeg har lagt fortiden bag mig og lagt afstand til den slags, forklarer han, og fortæller samtidig at han nu frygter for hvordan folk vil opfatte ham som person.

SE ÆRLIGT INTERVIEW MED MARTIN HER

- Det eneste jeg kan sige er, at folk omkring mig de ved, hvad der er sket. Og folk der kender mig, de ved jeg har et godt hjerte og en god opdragelse. Jeg har aldrig nogensinde startet noget selv, og jeg er aldrig gået ud og lavet noget umotiveret, forklarer han og fortæller at han håber at dommeren i den kommende sag ikke vil lade de tidligere domme påvirke afgørelsen.

Den nye voldssag var berammet til at skulle i retten onsdag d. 16. januar, men er nu blevet udskudt på ubestemt tid.

Skal ikke straffes hele livet

Hos TV3, der står bag Paradise Hotel, er de kede af den nye sag. 

- Det får ingen konsekvenser for ham ud over på det private plan. Han må tage den dom, der måtte komme ud af det. Jeg kender ikke sagen i detaljer. Men vi er rigtig kede af på hans vegne, og ærgerlige over, at han er kommet ud i noget sådant igen - og det kan vi kun beklage. Det har intet med Paradise Hotel at gøre, og er ikke noget vi vil forholde os til offentligt, fortæller TV3s pressechef Søren Hedman.

Overvejer I under castingen til Paradise Hotel om I skal tage en voldsdømt person med i programmet eller ej?

- Selvfølgelig overvejer vi det. Men man skal heller ikke straffes hele livet for de fejltrin man måtte have begået i sin fortid. Har man fået en dom og en straf, så udstår man den, og så er man forhåbentligt også blevet klogere og er kommet videre. Vi synes han er en fantastisk deltager og det er vigtigt at understrege. Han gør det fantastisk på sit ophold, og tiden vil vise hvordan og hvorledes han klarer sig, siger Søren Hedman.

For Martin skal den eventuelle kommende dom også være den sidste.

- Jeg har lært, at jeg skal vende mig om og gå når jeg bliver groft provokeret. Det er på et enkelt sekund, at det hele kan gå galt, fortæller han.