Sara Slott Petersen er olympisk sølvvinder. Klodens næsthurtigste kvinde på 400 meter hæk. Tyg lidt på den! Det smager ret herligt, hvis man har en rødhvid klaphat på, ik'?
Sara Slott Petersen havde ingen klaphat på, da hun med et kilometerbredt smil løb ind i de danske journalister på Det Olympiske Stadion i Rio, men hun havde derimod svøbt sig ind i et dannebrogsflag, som hun havde givet en tur rundt på løbebanen, efter hun havde sikret sig sølvmedaljen i tiden 53.55 sekunder - ny nordisk rekord.
En bedrift, der blandt andet kunne lade sig gøre, fordi 29-årige Sara Slott er blevet motiveret af den danske guldvinder Pernille Blumes måde at gribe tingene an på.
»Det er sgu meget godt, haha! Det var fedt. Blume inspirerede mig rigtig meget i sin tilgang. Hun var meget anderledes end de andre svømmepiger. Hun var meget positiv og åben i dagene op til sit løb. Det synes jeg var sindssygt inspirerende. Hvis man er i balance og overbeviser sig selv om, at så er det heller ikke vigtigere. Ja, det kunne være fedt at få en medalje, men det gælder ikke liv og død. Det gør bare, at man kan slappe lidt mere af. Og Blume viste det jo på fornemmeste vis, jeg prøvede at gøre det efter, og det lykkedes næsten,« siger Sara Slott, som tidligere har kæmpet en hård kamp med nerverne op til de store løb.
Det gjorde hun blandt andet op til VM-finalen i 2015, som blev en stor skuffelse med en fjerdeplads, men 'Blume-mentaliteten' hjalp altså denne sølvglinsende aften i Rio, hvor hækkeløberen sikrede Danmark den 13. medalje ved Rio-legene.
»Sidste år var jeg jo ved at grave mig ned af nervøsitet, men det lykkedes rigtig godt i dag. En konkurrent, som ikke var kommet videre, skrev til mig, at hun troede på mg, og jeg skrev så tilbage, at 'man ved aldrig, og de andre kan også løbe hurtigt'. Hun sagde: 'Jamen det er jo ligegyldigt. Gå ud og gør dit bedste, og går det ikke, jamen så har du stadig din familie, du har stadig din søn. Altså… Det er bare sport'. Og det ramte mig. Og så kom jeg til at tænke på Blume, og jeg tænkte, ja, det er for fanden bare sport,« siger hun og fortsætter:
»Ja, jeg vil gerne have en medalje med hjem i bagagen, men får jeg det ikke, så går det jo nok, så prøver vi igen næste gang. Jeg var faktisk overraskende afslappet. Lige indtil sidste hæk, der gik det op for mig, hvad jeg var i gang med. Så mistede jeg lige fokus. Men jeg fik heldigvis reddet den hjem alligevel,« siger Sara Slott, som indtil eksekveringen af den sidste hæk havde en fornemmelse af, at medaljen kunne være blevet af en endnu finere karat.
»Jeg kan jo se, at jeg har et bedre drive end hende (guldvinderen Dalilah Muhammad, red.), der fører, og jeg tænker, at 'nu kører du på og så ser du sgu, om du ikke kan nå at fange hende'. Det er ikke bevidst, at jeg tænker, at jeg skal sætte et ekstra skridt ind før hækken, men det gør jeg ligesom bare, og jeg når at tænke 'det er løgn, det gør du bare ikke det her'. For jeg lander lidt mere tungt, og det koster tid, og når der er syre helt op til ørerne, så kan det være rigtig svært at komme op i gear. Men det lykkedes. Men der skulle graves rigtig rigtig dybt,« lyder det.
Der var dog ikke et milligram af ærgrelse at spore hos den 29-årige aarhusianer. For som hun konstaterer:
»Når man slutter med en sølvmedalje og en nordisk rekord, så kan det sgu ikke være helt skidt!«
»Det er et håndgribeligt bevis på det lange stykke arbejde, vi har lagt i det her. Guld, sølv eller bronze… Jeg føler, jeg har vundet guld. Jeg er så stolt af den medalje. Og så i atletik. De andre høster jo medaljer i andre sportsgrene, så der var lidt pres på, at vi også skulle levere. Og så få lov til at vinde medalje her til OL i atletik - og levere på den største scene, når det virkelig gælder. Det er virkelig fedt,« siger Sara Slott Petersen, som dog må vente til fredagens præmieoverrækkelse, før hun får selve sølvmedaljen hængt om halsen.
Men det lever hun nok fint med…