I BTs OL-magasin, der udkom i slutningen af juli, bragte vi i forbindelse med serien 'Den olympiske krop' et stort interview med Pernille Blume. I anledning af den danske svømmers sensationelle OL-guld på 50 meter fri har vi valgt at bringe interviewet igen. Læs det hele herunder.

************************************************

I fire år har svømmerne Lotte Friis og Pernille Blume, bryderen Mark O. Madsen, kajakroeren René Holten Poulsen og sejleren Anne-Marie Rindom passet og plejet deres krop med det formål, at den skal være klar til OL i Rio. I dagene op til kan du her på bt.dk møde de fem danske atleter uden en trævl på kroppen. Og hvorfor så det? Fordi vi sammen med atleterne vil hylde det tempel, som deres olympiske kroppe er. Samtidig bringer vi et interview med hver enkelt om alt mulig andet end billederne, som taler sit helt eget sprog. Men selvfølgelig med OL som omdrejningspunktet. God fornøjelse. 

Her er det svømmepigen Pernille Blume, der taler om at genfinde lysten til svømning, vilde fester i OL-byen og upassende henvendelser på Facebook.

Hvad vil gøre OL i Rio til en succes for dig?

»Det vil en finaleplads i 50 meter fri og en finaleplads i 4x100 meter holdmedley, hvor vi forhåbentlig kan kæmpe om medaljer. Det, synes jeg helt klart, virker som et realistisk mål. Drømmescenariet vil selvfølgelig være en medalje i medley. Jeg synes, at pigerne ser ud til at være godt kørende, og det synes jeg også selv, jeg er.«

Hvad glæder du dig mest til i Rio ud over svømmekonkurrencen?

»Uha, godt spørgsmål. Der er mange ting. Jeg glæder mig bare til at opleve Rio og stemningen. Jeg vil også super gerne rundt og se nogle af de andre konkurrencer. Lotte (Friis, red.) og jeg har snakket om at tage ud og se kajak, og så kunne det være vildt fedt at komme ud og se atletik. Efter stævnet glæder jeg mig til at gå ud og spise og se nogle seværdigheder - og selvfølgelig også at komme ud og fejre det sammen med de andre.«

Hvordan er det at stå i skyggen af dine danske svømmekolleger, som har hentet mange medaljer?

»Det er fint nok. Nu er det jo dine ord, at jeg har stået lidt i skyggen i medierne, men et eller sted er det da meget rart. Så slipper jeg da i hvert fald for det.«

Du og Rikke Møller Pedersen har flere gange været værelseskammerater ved stævner. Hvad taler I mest om på værelset?

»Wow, alt muligt. Vi snakker ikke særlig meget om svømning. Det er om alt og intet. Jeg ved ikke rigtig, om der er noget, vi taler mest om.«

Hvor stammer dit efternavn fra? Har du tyske aner?

»Det tror jeg, men det er meget, meget langt ude. Jeg ved det faktisk ikke. Jeg ved, at der nok har været noget rigtig langt ude, men det er så langt ude, at det nok ikke helt tæller.«

Blume er tysk og betyder blomst. Hvor glad er du egentlig for blomster?

»Meget glad. Jeg bliver glad af blomster. Der kommer liv og farver med blomster, så jeg bliver glad, når jeg får en buket. Det behøver ikke være en kæmpestor en, jeg er bare glad for blomster.«

Du bliver flittigt omtalt som Danmarks helt store svømmebabe. Får du mange henvendelser fra mænd?

»Ja, det tror jeg, der er nogle, der vil mene, men jeg tror måske ikke altid, jeg helt lægger mærke til det. Jeg er ikke altid så opmærksom og går måske nogle gange lidt for meget i min egen boble. Og så fanger jeg det nok ikke altid. Men hvis du tænker på henvendelser på Facebook og sådan noget, så ja.«

Reagerer du på dem eller lader du dem bare ligge?

»Ja, det gør jeg egentlig. Også fordi at meget af det, der bliver skrevet, simpelthen er så åndssvagt og upassende. Der når man bare et punkt, at det skal man ikke svare på.«

Svømmeren Pernille Blume.
Svømmeren Pernille Blume. Foto: Morten Germund
Vis mere

Hvad har været dit mest pinlige øjeblik som svømmer?

»Puha.. Jeg ved ikke rigtig, om jeg synes, jeg har haft et pinligt øjeblik. Det ville jeg kunne huske.«

Hvad har så været dit største øjeblik som svømmer?

»Det har nok været her for nylig. Det her med at skulle komme tilbage fra min pause og have succes med det. (Pernille Blume trak i efteråret stikket fra svømningen og var ude i tre måneder, fordi hun mistede motivationen. red.) Jeg vidste, det ville være svært at komme tilbage og nå at kvalificere mig til OL, men troen og lysten var der, og jeg fandt fokus og lykkedes med det. Jeg havde ellers forestillet mig, at jeg ikke skulle med til OL, fordi jeg egentlig havde tænkt, at jeg ville stoppe med at svømme.«

Hvilken atlet vil du helst dele en caipirinha med til festen i OL-byen?

»Hmm... Jeg tror faktisk godt, jeg ville dele en med Caroline Wozniacki. Hende har jeg aldrig rigtig snakket med. I og med hun ikke bor i Danmark og måske ikke er så tilgængelig for det danske hold, så kunne det være med til at skabe følelsen af, at hun stadig er en del af vores hold. Hun kunne jo lige tage sin bedste veninde Serena Williams med, så ville det være rigtig godt. Så skulle jeg også lige spørge ind til den der Beyoncé-musikvideo, Serena Williams er med i.«

Der er talt meget om de her OL-fester. Hvor vilde er de?

»Det er selvfølgelig, hvad man gør det til, men vores plejer at være ret vilde, haha. Jeg tror måske også, at svømmerne er kendt for at være dem, der går mest til den. Måske fordi vi generelt er lidt yngre. Når man når OL, har det været en fire år lang kamp, hvor man ikke rigtig har kunnet gøre det, og så vil man bare gerne have det hele med. Det bliver nogle helt specielle fester, fordi der stadig er den her OL-stemning. Så har man bare lyst til at slå sig løs.«

 

Pernille Blume glæder sig til OL: »Jeg glæder mig bare til at opleve Rio og stemningen. Jeg vil også super gerne rundt og se nogle af de andre konkurrencer.«
Pernille Blume glæder sig til OL: »Jeg glæder mig bare til at opleve Rio og stemningen. Jeg vil også super gerne rundt og se nogle af de andre konkurrencer.« Foto: Morten Germund
Vis mere