Forventningerne var skyhøje til Lotte Friis, som på forhånd var spået en nærmest sikker medalje i 800 meter fri. Men sådan gik det langtfra for den danske svømmer, der skuffende måtte nøjes med en femteplads i fredagens finale.

Det var da også en dybt, dybt skuffet Lotte Friis, som efter finalen var ude for at se pressen i øjnene og forklare, hvad der gik galt.

- Det skærer mig dybt ind i hjertet det her. Jeg vil allerhelst bare forsvinde. Jeg vil ikke ud og se Paulus (Wildeboer, landstræner red.) i øjnene, for jeg ved, at jeg har ikke bare skuffet mig selv, men også ham, siger en nedtrykt Lotte Friis.

- Det er mit værste mareridt det her. Jeg havde håbet på, at det skulle være et opgør mellem mig og Rebecca (Adlington, britisk favorit red.), så jeg nærmest var garanteret en medalje, siger Lotte Friis med henvisning til, at den unge Katie Ledecky højst overraskende snuppede OL-guldet.

- Det her viser også bare, at dem, der snakker om, at Lotte er sikker på en medalje, jamen de ved ikke, hvad de snakker om, fortsætter danskeren, som dog understreger, at hun ikke har følt sig presset af forventninger op til løbet.

- Nej, det synes jeg ikke. Alt er forløbet, som det skal. Det gør også det hele så meget hårdere. Jeg synes, jeg har haft min bedste sæson nogensinde, så jeg havde selvfølgelig håbet på noget mere, siger Lotte Friis, som ikke kan forklare, hvorfor farten ikke var der i aftenens finale.

- Jeg ved ikke, hvad der skete. Men det fungerer bare ikke. Efter 400 meter kan jeg mærke, at det kører sgu bare ikke rigtigt. Nu gør det bare ondt indeni, siger Lotte Friis, før hun forlader mixed zone i Aquatics Centre, som aldrig blev det gode bekendtskab, den danske svømmer havde håbet på.