Russer slog omdiskuteret løber

Det lykkedes ikke for Caster Semenya at vinde atletik-kvindernes 800 meter-finale ved De olympiske Lege i London.

Sydafrikaneren måtte se sig henvist til andenpladsen og en sølvmedalje, da hun blev besejret af den regerende russiske verdensmester Mariya Savinova.

Men Caster Semenya kunne være sin indsats bekendt.

Efter de første 400 meter lå hun sidst, men takket være en storslået spurt løb hun sig frem i feltet, og var i mål 1,04 sekund efter guldmedaljevinderen.

Caster Semenya blev som 18-årig i 2009 verdensmester på distancen. Efterfølgende ramte hun alverdens avisforsiden, fordi atletikkens verdensforbund mente, at hun skulle kønstetes. Hun blev udelukket i mere end et år, fordi hun angiveligt havde for mange mandlige hormoner. Til sidst fik hun dog lov at konkurrere igen, og sidste år blev hun toer ved VM.

I øvrigt gik bronzemedaljen til russeren Ekaterina Poistogova, mens OL-guldmedaljevinderen i 2008, kenyaneren Pamela Jelimo, måtte tage til takke med fjerdepladsen.

 

Læs også: