Ruslands præsident, Vladimir Putin, siger, at landet er offer for diskrimination, efter at et antal russiske idrætsudøvere er blevet udelukket fra OL.

»De udelukkede idrætsudøvere er ofre for dobbeltmoral og en kampagne mod russisk idræt,« sagde Vladimir Putin ifølge The Guardian i Moskva, da de russiske idrætsudøvere var samlet inden afrejsen til Rio de Janeiro, hvor OL finder sted i næste måned.

Efter afsløringerne af et statsstyret dopingprogram har det internationale atletikforbund (IAAF) nægtet alle russere at stille op til OL. Den internationale olympiske komité (IOC) har besluttet, at det er op til hvert enkelt specialforbund at afgøre, hvad der skal ske med de russiske udøvere i deres sportsgren. Det har bl.a. medført, at 22 ud af 28 russiske roere er udelukket ved dette OL.

»Det er et udtryk for diskrimination, og det har vi ikke tænkt os at finde os i,« sagde Vladimir Putin, der tidligere har tordnet imod, at rene, russiske atletikudøvere bliver straffet, fordi nogle russiske atletikudøvere er taget for doping.

Rusland er som bekendt også en sportslig stormagt, og derfor mener Vladimir Putin, at medaljerne ved årets OL i de idrætsgrene, hvor russere er udelukket, vil få en ringere værdi.

»Jeres kolleger fra andre idrætsgrene vil forstå, at værdien af deres medaljer bliver anderledes denne gang. Deres sejre vil have en anden smag - eller ingen smag overhovedet,« sagde den russiske præsident til landets OL-deltagere.