Den regerende olympiske mester i 50 kilometer kapgang lod tårerne få frit løb, da han indrømmede at have taget doping forud for OL i London.

'Jeg er skyldig'

Italieneren Alex Schwazer smed paraderne på et tårevædet pressemøde onsdag. Her indrømmede han blankt, hvordan han har proppet sig med EPO.

Således kunne 27-årige Alex Schwazer grædende fortælle, hvordan han altid ventede på, at hans kæreste skulle tage til træning, så han kunne dope sig i al hemmelighed.

- Når du venter på, at din kæreste skal tage til træning, så du kan låse dig selv inde på badeværelset og injicere EPO, så er det ikke en behagelig situation, sagde Alex Schwazer.

Indrømmelsen kommer efter, at han mandag blev snuppet i dopingfælden. Han havde aflagt en positiv dopingpingprøve under en træningslejr i Oberstdorf i Tyskland i juli måned.

På pressemødet forklarede Alex Schwazer også, hvordan han læste om doping på internettet for herefter at flyve til Tyrkiet i september 2011. Her købte han EPO på et apotek, og stoffet opbevarede han i køleskabet derhjemme og sagde til kæresten, verdensmesteren i kunstskøjteløb Caroline Kostner, at det blot var vitaminer.

I dag er Alex Schwazer lettet over, at han ikke længere skal leve på en løgn.

- Jeg er ikke skabt til at bruge doping og føre folk bag lyset, og jeg kunne ikke mere til sidst. Jeg kunne slet ikke vente på, at det fik en ende, sagde Alex Schwazer.

Årsagen til Schwazers dopingmisbrug er ifølge ham selv, at han ofte følte livet som topatlet som både tomt og meningsløst.

Han fortalte også, at han havde injiceret sit sidste skud EPO den 30. juli, blot én dag før dopingkontrollanterne bankede på døren.

- Da det ringede på døren, vidste jeg, at det var dopingkontrollen. Jeg vidste, at alt var forbi, og jeg kunne jo bare have bedt min mor om ikke at åbne eller at sige, at jeg ikke var hjemme, men jeg havde ikke lyst mere, sagde han.

Alex Schwazer hævder dog hårdnakket, at han ikke var dopet i 2008, da han vandt mændenes 50 km kapgang under OL i Beijing.