Mindre end halvdelen af billetterne til OL i Rio de Janeiro har fundet en ejermand på nuværende tidspunkt.

Lausanne: Arrangørerne af de olympiske lege i Rio de Janeiro til sommer har stadig en del arbejde at gøre for at fylde de forskellige stadioner og begivenheder med feststemte tilskuere.

Efter et statusmøde mellem arrangørerne og Den Internationale Olympiske Komité (IOC) onsdag mødte Mario Andrada, kommunikationsdirektør for arrangørkomitéen, pressen. Han fortalte, at der fortsat er mange billetter til salg.

- Omkring 47 procent af billetterne er blevet solgt, siger Andrada ifølge Reuters.

Både politisk uro, en presset økonomi i landet samt de mange historier om zikavirus har været med til at bremse salget af de i alt 7,5 millioner billetter.

På positivsiden er det især de dyreste billetter til de største begivenheder og åbningsceremonien, som er blevet afsat, og derfor er man allerede 74 procent af vejen rent økonomisk med billetsalget.

- De største begivenheder og åbningsceremonien er teknisk set udsolgt, lyder det fra Mario Andrada.

De billige billetter derimod har der ikke været lige så stor efterspørgsel på.

Ved OL i London i 2012 nåede arrangørerne det økonomiske mål for billetsalget adskillige måneder før legenes begyndelse.

Der har arrangørerne i Rio fortsat et stykke vej hen til med godt fem måneder til åbningsceremonien i august.

/ritzau/

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook