Rio bliver lukket land for russiske sportsfolk.

Samtlige 387 OL-deltagere vil blive udelukket af IOC søndag som følge af den doping-skandale, der er blevet afsløret i landet. Det skriver Daily Mail.

I torsdags blev de russiske atletik-udøvere udelukket efter en afgørelse fra Den Internationale Sportsdomstol (CAS), og nu må alle sportsfolk fra Rusland altså ifølge oplysningerne blive hjemme.

Ifølge Daily Mail vil IOC straffe Rusland så hårdt som muligt, efter afsløringerne af et statsfinasieret dopingprogram i landet, hvor der er blevet svindlet med dopingprøver. Det er en linje, som eksempelvis Anti Doping Danmark har meldt ud, at man støtter op om.

Det forventes, at IOCs eksekutive komite vil offentliggøre beslutningen søndag efter et møde.

Men det behøver ikke at slutte her.

Ifølge Daily Mail er der inden for IOC også en opfattelse af, at Rusland bør udelukkes fra Vinter-OL i 2018.

»IOC vil udelukke Rusland for at vise, at doping er et overgreb på al sport,« siger en olympisk insider-kilde til mediet.

Der er stadig uklart hvor mange dispensationer, der bliver givet til russiske atleter, der ikke har været involveret i doping-snyderiet. De kan få lov at stille op i Rio under neutralt flag.

Indtil videre har to fået lov at deltage på sådan et vilkår: 800-meterløberen Julia Stepanova - der har været ’whistleblower’ i afsløringen af det omfattende dopingsnyd – og længdespringeren Darya Klishina, der bor i Florida.

OL i Rio begynder d. 5. august.