Danmarks super-bomber sendte på twitter sent lørdag aften et billede ud af sig selv koblet op til en maskine.

Bør det så vække bekymring, at Mikkel Hansen, der nærmest står som en forudsætning for dansk OL-succes, sidder med benet bundet ind og en maskine, der lyser og blinker?

Nej, for der er ikke noget faretruende ved det. Det fortæller den danske OL-delegations læge, Morten Storgaard:

- Den ligger rundt om benet, og så cirkulerer der isvand rundt. Den trykker også, så der bliver givet en massage samtidig. Det er rigtig godt, hvis man er småskadet eller har noget træningsømhed, siger han.

Er det lægeligt bevist, at det har en virkning?

- Næ, men de føler, at de har det bedre. Der er ingen dokumentation for, at de skulle springe højere eller løbe hurtigere af den grund. Men hvis de føler sig bedre tilpas mentalt, så er de jo også klar til at præstere bedre.

Om der er gang i Mikkel Hansens ben kan man selv følge med i, når Danmarks herrelandshold starter sit OL 2012 mod Ungarn i aften kl. 22.15 dansk tid.