Tre år efter kønstesten er Caster Semenya storfavorit til OL-guld på kvindernes 800 m.

Det olympiske stadion i London kvitterede med et larmende bifald, da sydafrikanske Caster Semenya løb sig i finalen med årets bedste tid.

Tidligere var hun en uønsket skikkelse, hvis blotte eksistens var en potentiel krænkelse af fairplay-reglerne. Nu er hun en af de mere populære atleter på stadion i Stratford.

Hvis navnet virker bekendt, er Caster Semenya 800-meter-løberen, der for tre år siden var på alles læber, fordi hun skulle kønstestes.

Resultatet af testen blev aldrig offentliggjort af private årsager. Efter omtrent et års karantæne fik hun atter lov at konkurrere. Nu deltager hun i sit første OL.

Set fra tribunerne på stadion i Stratford er der dog stadig betragteligt mere mand i hende end de andre gazeller på den ovale bane.

Uanset hvad hun har eller ikke har mellem benene er det dog et faktum, at den omdiskuterede løber står med de bedste kort på hånden for at blive olympisk mester, når finalen løbes lørdag aften.

Semifinalesejren var temmelig overlegen.

- Jeg er utrolig glad for at være i finalen. Det var rigtig hårdt, men jeg gjorde mit bedste. Nu skal jeg bare hjem i seng, sagde hun til pressen efter semifinalen. Den anden semifinale blev vundet af den forsvarende, olympiske mester, Pamela Jelimo fra Kenya.

Ved de Olympiske Lege i London har Caster Semenya for alvor sparket døren ind til den internationale atletik-scene.

De foregående tre år har været fyldt med polemiske efterdønninger af den kønstest, som atletikkens hovedforbund IAAF lod hende tage, efter hun vandt VM i 2009 som 18-årig. Undervejs var hun udelukket fra at konkurrere i over et år, mens et sydafrikansk advokatfirma talte hendes sag.

Da hun atter fik lov at konkurrere, var hun blevet et kendt ansigt i sit hjemland - samt resten af verden for den sags skyld.

Da legene åbnede for knap to uger siden, var det Semenya, der bar sit lands fane ind til ceremonien. Sidste år blev hun toer ved VM, men nu er hun klar til at tage det sidste skridt op af skamlen ved de to omganges manddomsprøve på det olympiske stadion.

- Vi har lavet en masse hård træning, og det er bare et spørgsmål om at træne nok i denne sport, lød det efter semifinalen, hvor hun altså løb over stregen i sæsonens bedste tid.

- Det er en dejlig tid at gå videre på. Nu handler det bare om at hvile og fokusere på finalen. Intet andet. Jeg tror den tid fra semifinalen vil give mig en masse selvtillid, forklarede den omdiskuterede kvinde. Og tilføjede noget, som hun sikkert har lært på den hårde måde, efter at have stået midt i orkanens øje da kønssagen rasede:

- Sommetider, hvis man virkelig gerne vil løbe godt, skal man bare glemme alt andet og kun tænke på sit eget løb.

Selv om det er bifald og ikke buende tilråb der venter hende på stadion, vil finalen i aften vise hende, hvor god hun er til at lukke alt andet ude og blot fokusere på at løbe.