Landstræner tvang Norman ud på vanvidsrunde

Den danske OL-guldvinder blev pisket til at køre ud på egen hånd i scratch for at tage en omgang.

Omniums absolutte højdepunkt var, da Lasse Norman Hansen kort efter sit styrt i scratch valgte at gå i offensiven og alene kørte en omgang hjem på det, der lignede de største rivaler i skikkelse af Ed Clancy og Glenn O'Shea.

Alene bankede han til den for at komme op til den gruppe, der allerede havde taget en omgang, og det mindre vanvidsprojekt var en bestillingsopgave fra landstræner Casper Jørgensen:

- Han blev nødt til at køre rundt, for både Coquard og Viviani var rundt (de to ryttere, som han delte førstepladsen med inden sidste disciplin, red.). Og de ville tage medaljerne fra ham, og så havde Clancy taget den sidste.Så han blev nødt til at køre rundt. Så jeg råbte, at han simpelthen blev nødt til at køre med. Ligegyldigt, hvor ondt det gjorde, fortalte Casper Jørgensen.

Det lykkedes, og dermed var han pludselig guldfavorit inden sidste disciplin, 1000 meter på tid, og Casper Jørgensens troede også på det. Sådan da:

- Jeg var ikke helt rolig, men jeg havde en god fornemmelse, for han har kørt rigtig godt 1000 meter, hver gang det gælder, og Lasse er typen, at når det gælder, så kan han nærmest køre et sekund hurtigere bare på vilje.

Læs også: