'Kronprins gåsehud' hylder 'bronzefireren'

Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik overrakte medaljer til mændenes letvægtsfirer, og han fik dermed fornøjelsen af at hænge bronzemedaljerne om halsen på besætningen i den danske medalje-båd.

Og det var en stor oplevelse for den danske tronarving.

- Det er noget helt særligt. Man får gåsehud af det, når man giver medaljen. Det er fantastisk at være så tæt på - og også tæt på medaljerne, griner kronprins Frederik, da sporten.dk møder ham efter medaljeoverrækkelsen.

- Det er en stor oplevelse at få lov at overrække medaljer til sommer-OL (han har tidligere overrakt medaljer til et vinter-OL red.) og så netop til guldfireren, som så er blevet til bronzefireren nu, men jo stadig er en medalje værdig. Det er noget særligt, fordi det er letvægstfireren, som har så god en rekordliste, siger kronprinsen.

Selvom den danske båd på forhånd var en af guldkandidaterne, så var der ingen skuffelse at spore hos kronprins Frederik over bronzemedaljerne.

- Jeg har bearbejdet den, og nu har vi en medalje, og det er altså flot. Det er enestående. Det er et godt sted at få en medalje, også fordi England og Australien har stolte traditioner på det her område, siger kronprinsen, før han afbrød den spontane presseseance og hastede videre til Wimbledon, hvor han skal se Caroline Wozniackis kamp mod Serena Williams.

Læs også: