Japansk olding har kurs mod OL

Sommerens Olympiske Lege i London ser ud til at få deltagelse af japansk rytter fra øverste aldershylde

Normalt forbinder man OL med unge og veltrænede sportsfolk, der har lang, lang vej til pensionsalderen. Til sommer kan den japanske rytter Hiroshi Hoketsu dog rokke ved denne stereotype opfattelse, efter at han har klaret kvalifikationskravene i dressur.

Hoketsu fylder 71 år til marts, men før han kan smykke sig med titlen som legenes nestor skal det japanske rideforbund give endeligt grønt lys for deltagelsen. Forbundet meldte søndag ud, at en beslutning vil blive truffet hurtigst muligt.

Hiroshi Hoketsu fik sin olympiske debut på hjemmebane i Tokyo helt tilbage i 1964, og deltog også - som ældste atlet - ved legene i Beijing i 2008.

Den rutinerede japanske rytter har dog stadig en smule vej til rekorden som alletiders ældste OL-deltager. Denne rekord indehaves af den svenske skytte Oscar Swahn, der som 72-årig deltog i legene i 1920, og i øvrigt skød en sølvmedalje hjem til vores naboer hinsidan.

Læs også: