I fire år har svømmerne Lotte Friis og Pernille Blume, bryderen Mark O. Madsen, kajakroeren René Holten Poulsen og sejleren Anne-Marie Rindom passet og plejet deres krop med det formål, at den skal være klar til OL i Rio. I dagene op til kan du her på bt.dk møde de fem danske atleter uden en trævl på kroppen. Og hvorfor så det? Fordi vi sammen med atleterne vil hylde det tempel, som deres olympiske kroppe er. Samtidig bringer vi et interview med hver enkelt om alt mulig andet end billederne, som taler sit helt eget sprog. Men selvfølgelig med OL som omdrejningspunktet. God fornøjelse.

Her fortæller Kajakroeren René Holten Poulsen om at flytte sin grænse dagligt, at være Danmarks største OL-guldhåb og en 'bøfkrop' udover det sædvanlige.

Hvad er OL for dig?

»Rent sportsligt er det det samme som VM - faktisk er det en lidt mindre udgave af VM. Der er mange, der ikke kommer med, fordi man først skal kvalificere sig. Men så er der alt det, som OL står for. OL er en kæmpe event, hvor hele verden mødes på kryds og tværs og udkæmper deres konkurrencer. Det har en historie, som der ikke er nogen anden konkurrence, der har. Der kan komme nok så mange og sige, at det ikke er det største i deres sport, men det eneste sted, hvor det ikke er det største, er nok fodbold.«

Hvilken OL-disciplin er du mest interesseret i udover kajak og rosport i det hele taget?

»Det er lidt forskelligt fra OL til OL. I 1996, 2000 og 2004 var det nok håndbold, fordi vi vandt. I Beijing var det Michael Phelps, men også gymnasten Shawn Johnson, som bare stjal alle amerikaneres hjerter. Gymnastik er virkelig fascinerende, men det er mange sportsgrene. Michael Phelps er en god historie, fordi han er tilbage, men i forhold til danskerne kender jeg næsten alle svømmerne. Så der følger jeg med så meget, jeg nu kan.«

Kajakroeren René Holten Poulsen om at se sig selv i spejlet: »En flot, ung mand, der nok er lidt mere 'buff' end gennemsnittet. Ej, det er nok bare en almindelig ung mand og måske en målrettet og ambitiøs person. Det er i hvert fald det, jeg gerne vil se.«
Kajakroeren René Holten Poulsen om at se sig selv i spejlet: »En flot, ung mand, der nok er lidt mere 'buff' end gennemsnittet. Ej, det er nok bare en almindelig ung mand og måske en målrettet og ambitiøs person. Det er i hvert fald det, jeg gerne vil se.« Foto: Morten Germund
Vis mere

Hvordan er det at være udråbt som Danmarks største guldhåb?

»Det er fint nok. Det generer mig ikke. I kan lave nok så mange statistikker, men det ændrer ikke på det faktum, at hvis jeg skal vinde OL-guld, så skal der trænes. Så kan du være nok så meget favorit, men det hjælper ikke, hvis du ikke får trænet.«

Ved OL i London talte du om en gammel krage (kaldte 36-årige Eirik Verås Larsen for 'en gammel krage', efter han vandt guld, og René Holte blev nummer fire, red.). Hvad kommer du til at tale om i Rio?

»Forhåbentlig ikke gamle krager. Så er det i hvert fald mig selv. Ej, det ved jeg ikke. Forhåbentlig guld. Jeg håber bare, jeg kommer til at ro et rigtig godt løb. Gerne det bedste løb i fire år.«

Hvad er hemmeligheden bag at blive en kajakroer i verdensklasse?

»Hemmeligheden bag at blive en rigtig dygtig atlet er at finde forskellen på at træne og træne ordentligt. En ting er at møde op til træning og gennemføre et træningsprogram, men det er ikke nok. Du skal møde op til træning og flytte noget HVER gang. Du skal ville det på et andet niveau end bare at gennemføre det. Det skal ikke bare være hårdt, du skal ud over det punkt, hvor det gør ondt, og det bare bliver en del af dig. Alle kender de der dage, hvor det hele bare kører, og du optimerer alting. Det skal du bare gøre hver evig eneste dag. Lad mig sige det sådan her: Når folk skal til eksamen, stopper de med at gå i byen for rigtig at skulle koncentrere sig. Det er det, atleter perfektionerer sig i at gøre hele tiden. Hver gang vi tager til træning, er det med det mindset.«

Kajakroeren René Holten Poulsen
Kajakroeren René Holten Poulsen Foto: Morten Germund
Vis mere

Hvilken OL-atlet vil gøre dig starstruck, hvis du støder ind i ham/hende i madteltet?

»Det tror jeg ikke, der er nogle, der kan. Men jeg tror, de fleste har ret meget respekt for Michael Phelps. At ramme otte løb og vinde otte guld, som han gjorde i 2008, det er helt exceptionelt.«

Hvad er din maxvægt i bænkpres?

»Det tungeste, jeg nogensinde har løftet, er 157,5. Jeg tror, det var 31. december 2011. Nu tager jeg omkring 145-150 kilo alt efter sæsonen. I forhold til styrke handler det mest om vedligeholdelse. Jeg er så stærk, så jeg har mere fokus på nogle andre ting i stedet. I forhold til hvor meget energi, det kræver at nå op omkring 157 kilo, er det lidt for meget, når det meste af mine løb foregår med 35 kilo, når man trækker og trykker.«

Hvad ser du, når du ser dig selv i spejlet?

»En flot, ung mand, der nok er lidt mere 'buff' end gennemsnittet. Ej, det er nok bare en almindelig ung mand og måske en målrettet og ambitiøs person. Det er i hvert fald det, jeg gerne vil se.«

Hvordan slapper du bedst af efter et hårdt race, hvor du har givet alt?

»Jeg må sige det, som det er. Et hårdt race er sjældent lige så hårdt som en hård træning. Du er jo ikke fysisk udmattet efter et løb, der ikke tager så lang tid. Det er meget mere mentalt. Et træningspas i vandet er langt hårdere, og så er det typisk sådan, at jeg enten skal løbe eller vægttræne bagefter. Det kan jeg lige få slæbt mig i gang med og få gjort ordentligt. Når jeg så er færdig med det, kan jeg lige slæbe mig hen til maden og så hen til sengen. Så kan man ligge der og restituere, og så er man klar igen fire timer senere.«

Kajakroeren René Holten Poulsen om at være Danmarks helt store guldhåb ved sommerens OL i Rio: »Det er fint nok. Det generer mig ikke. I kan lave nok så mange statistikker, men det ændrer ikke på det faktum, at hvis jeg skal vinde OL-guld, så skal der trænes. Så kan du være nok så meget favorit, men det hjælper ikke, hvis du ikke får trænet.«
Kajakroeren René Holten Poulsen om at være Danmarks helt store guldhåb ved sommerens OL i Rio: »Det er fint nok. Det generer mig ikke. I kan lave nok så mange statistikker, men det ændrer ikke på det faktum, at hvis jeg skal vinde OL-guld, så skal der trænes. Så kan du være nok så meget favorit, men det hjælper ikke, hvis du ikke får trænet.« Foto: Morten Germund
Vis mere

Hvor vilde er OL-festerne i OL-byen egentlig?

»Festerne i selve OL-byen er faktisk ikke så vilde. Man må ikke have alkohol med ind før sidste aften, mener jeg. Men festerne uden for OL-byen er ret vilde. Atleter arbejder i ekstremer på alle måder. Tro mig, vi kan også presse os selv på andre måder. Heldigvis får jeg - '7-9-13' - ikke så store tømmermænd. Vi atleter har et ret højt stofskifte og forbrænder hurtigt, og så drikker vi nok heller ikke lige så meget som mange andre unge, fordi vi ikke er så vant til at drikke. Men vi drikker os jo stadig ned.«