Den danske letvægtsfirer førte næsten hele finalen, men blev overhalet. Sydafrika vandt overraskende OL-guldet.

Eskild Ebbesen, Jacob Barsøe, Morten Jørgensen og Kasper Jørgensen må noget skuffende tage til takke med bronze-medaljer i OL-finalen i letvægtsroning.

Finalen stod mod Storbritannien, Schweiz, Holland, Sydafrika og Australien. Danskerne startede løbet med stort overskud. Ebbesen og co. tog føringen med det samme.

Men inden for de sidste 250 meter overtog både Storbritannien og Sydafrika danskernes føring, og sydafrikanerne tog stikket hjem med en meget stærk slutspurt. 

Letvægtsfireren var i OL-finalen for femte OL i træk. I Atlanta i 1996, Athen i 2004 og Beijing i 2008 vandt båden guldmedaljer, og i Sydney i 2000 blev det til bronze.

Tirsdag roede Guldfireren sig i finalen med en flot førsteplads i semifinalen foran Sydafrika og Australien. Men Sydafrika viste sig for stærke på dagen.