Historien om Morten Olsen kandiderer til at blive en nymoderne version af 'Den grimme ælling'. For godt halvanden måned siden lå han på en strand på Bali og holdt ferie - uden at skæne landsholdet og OL en tanke. Men så ringede Gudmundur Gudmundsson til ham ud af det blå. Og så tog tingene ellers fart.

Morten Olsen har taget landsholdet med storm under de olympiske lege, hvor han med kløgt, skudkraft og et fremragende blik for Mikkel Hansen har grebet styrepinden og er blevet en profil for Danmarks guldvindere.

Det har ellers i håndboldkredse været opfattelsen, at Morten Olsen, der var et kæmpe talent som ungdomsspiller, nok aldrig slog igennem på landsholdet. Og samme opfattelse havde tidligere landstræner Ulrik Wilbek, fortæller Morten Olsen.

»Jeg var jo egentlig sat af, inden Gudmundur blev ansat. Der havde jeg fået at vide, at jeg ikke kom med mere. Så bliver Gudmundur ansat, og han ringer og siger, han gerne vil have mig med.«

Så det var Ulrik Wilbek, der ringede og satte dig af?

»Ja, det var, mens Ulrik var træner. Det var i en periode, hvor jeg også spillede halvsvingede for landsholdet, når jeg så endelig var med, men jeg synes jo mere, det var fordi, jeg ikke fik så mange chancer. Jeg blev sat lidt hovedkulds ind i et kvarter og skulle lave en milliard mål, ellers var jeg ikke med mere,« siger Morten Olsen, som derfor også var skeptisk i første omgang, da Gudmundsson ringede.

»Jeg må indrømme, at jeg spurgte, om han havde mening med, at jeg skulle med, for min lyst til at tage af sted med landsholdet var ret lille. Jeg gad ikke tage med og blive sat af igen. Det havde jeg brugt for meget tid på. Han kunne selvfølgelig ikke love mig noget, men han ville meget gerne have mig med, så jeg endte med at give det chancen,« forklarer playmakeren.

Morten Olsen var tiltænkt en rolle som playmaker før VM i Qatar i 2015, men han blev tvunget til at melde afbud på grund af en brækket næse. Siden har han været væk fra landsholdet - indtil altså dette OL. Hvor tingene også var lidt tid om at udvikle sig.

»Hvis man kigger på de første kampe, så det ikke ud til, jeg skulle have en stor rolle. Der lignede det mere en jokerrolle, og det var også fint nok, men jeg synes så også, at efter jeg har fået chancen, der har jeg taget den. Men altså… Det skal jeg jo nok ikke sige… Men jeg havde været lige så glad, hvis Mensah havde været fantastisk spillende, og vi så bare havde kørt alle de andre rundt. Det gælder bare om at vinde kampene, og de, der er godt kørende skal bare give den gas,« siger Olsen og fortsætter:

»Jeg har altid troet på, at jeg kunne spille sådan her, som jeg har gjort, hvis jeg fik chancen. Og nu viste jeg det. Det er jeg virkelig, virkelig stolt af og glad for, og jeg er virkelig glad for, at jeg kunne vise alle i Danmark og alle vores søde eksperter, som har dømt mig ude i ti år, at jeg er god nok,« lyder det fra en glad Morten Olsen.