Det klirrer, når hun kommer gående der. De to medaljer slår mod hinanden, mens Pernille Blume sætter sin taske fra sig og gør klar til at få presset hver en følelse ud af kroppen af et hungrende pressekorps. For hvert et skridt kan man høre metallet slå mod hinanden. Det er en medalje af guld og en medalje af bronze.
»Jeg vil ikke have, at de ridser hinanden, så jeg går og passer på dem som to babyer,« siger den nybagte OL-vinder på 50 meter fri og bronzevinder i kvindernes 4x100 meter medley. På pladsen uden for OL-byen er det umuligt for hende ikke at smile trods bare en enkelt times søvn. Det sidder der bare, og det kommer til at være permanent, fornemmer man.
For hun er historien om, at små sensationer kan ske ved OL. Hun har aldrig vundet en individuel medalje ved EM eller VM. Nu er hun OL-guldvinder i en af kongedisciplinerne i bassinet. Og det i kølvandet på et år, hvor hun stoppede helt med svømning, fordi hun blev ramt af stress.
Det vender vi tilbage til, for først skal vi en tur tilbage i bassinet. Tæt på midnat lørdag aften i Rio, hvor hun slog fingerspidserne i væggen som den første og pludselig var OL-guldvinder.
»Jeg vidste ikke, at jeg havde vundet. Først kiggede jeg rundt på de andre skamler, fordi de lyste rød. Jeg kunne ikke se på min egen skammel, at den lyste rød, så jeg tænkte: "Åårh, fuck." Så vendte jeg mig alligevel om og så det. "Uuååårh". Jeg tror nok, at jeg har haft det grimmeste ansigt nogensinde, men det er, hvad det er. Man må godt være grim, når man er glad,« siger Pernille Blume.
Hun kan næsten ikke stoppe med at tale. Ordene strømmer ud af munden på svømmeren, og det er ikke bare selvfølgeligheder. Det er umiddelbar glæde og masser af tanker om, hvad der sker omkring hende i de her timer og dage. Hun ved, at hun skal nyde det nu, for tilbage i 2012 vendte hun hjem til et antiklimaks. Et lille hul.
»Lige efter, jeg havde fået min medalje, sagde jeg, at "det er lidt antiklimaks, men så alligevel ikke". For man får den, og man vil bare så gerne tilbage til det øjeblik igen, hvor man slår ind, og jeg står sådan her "ååååhh" (laver grimasse, red.). Lige nu er det på ingen måde et antiklimaks. Jeg ved, at jeg har en masse foran mig. Jeg ved, at det nok skal komme, når jeg kommer hjem, og jeg har forberedt mig på det,« siger Pernille Blume.
Giver det her lyst til at fortsætte eller til at stoppe på toppen?
»Det giver helt klart lyst til at fortsætte. Jeg tænker, at jeg sgu da ikke kan stoppe nu. Det må jeg ikke! Jeg ejer ikke en EM-titel, jeg ejer ikke en VM-titel, men jeg har til gengæld… en OL-guldmedalje! Så måske det kunne være meget fint lige at udvide min samling lidt.«
Efter det måske sværeste år i hendes liv er Pernille Blumes liv "bare skønt lige nu", som hun siger. Hun står med to medaljer om halsen i stegende sol i Rio. Humøret svæver oppe omkring Kristus-figuren eller Sukkertoppen, men det har det altså ikke gjort altid.
For hun tog den pause, som alle snakker så meget om. Hun havde ikke lyst til at svømme. Hun havde lyst til at kaste op, når hun skulle til træning. Det blev for meget. Og hun stoppede.
»Jeg følte, at det var stress. Alt i kroppen… man føler sig syg på en måde, der er svær at beskrive. Jeg havde konstant tanker inde i hovedet, og jeg kunne ikke lukke ned for det. Der var ikke noget tidspunkt, hvor jeg bare kunne slappe af. Jeg sov meget og glemte en masse ting. Jeg var ikke til stede. Det er tegn på stress,« siger Pernille Blume.
»Jeg kom forbi det punkt ved at holde en pause og ikke skulle til træning. Alle mennesker kan blive ramt af stress. Også elitesportsudøvere. Det var nok det, jeg blev ramt af. Så er man nødt til at trække stikket og sige, at det okay at tage tre måneder, hvor man ikke er på. Også selvom det er en sport, hvor man er afhængig af sine resultater. Jeg havde det på det tidspunkt sådan, at hvis jeg kom med til Rio, ville det godt nok være stort. Kommer jeg med, er jeg bare med, og så skal jeg nyde det. Det er det, der er oplevelsen for mig.«
Men oplevelsen blev lidt større end det. Nej, utrolig meget større. Der kommer for altid til at stå Pernille Blume ud for Danmarks OL-guldmedalje nummer 43 nogensinde. Og det takker hun ikke mindst sin mor for. Pia Blume har været med til at vende det for sin 22-årige datter.
»Jeg brugte min mor meget. Hun er udddannet stresscoach, så man kan sige, at hun er professionel. Det har været svært for hende både at være mor, men samtidig bruge nogle af hendes stresscoach-kompetencer. Men vi har haft en rigtig god balancegang. Der har også været vores skænderier, hvor jeg har været sur på hende, fordi jeg bare gerne ville have, at hun var min mor. Men hun har været der hele vejen igennem, og jeg har også snakket med Carsten, som også er med til OL for Team Danmark, og som har fulgt mig hele vejen op til. Han har haft en kæmpestor indflydelse de sidste dage på, at det her er sket,« siger Pernille Blume.
For mindre end et halvt år siden havde hun ikke lyst til at svømme. Hun kunne ikke sove, og kroppen var færdig. Nu er hun guldvinder. Og kroppen? Det er en helt ny følelse.
»Jeg føler mig som en vulkan indeni. Der sker rigtig mange ting inde i min krop. Så lige nu prøver jeg at komme lidt ned i gear, sætte farten lidt ned og få lidt mad og væske ind. For de sidste 48 timer har været fuldkommen ubeskrivelige og på et helt andet niveau, end noget andet i mit liv har været.«
