Sommerens OL i Rio de Janeiro skal udsættes, indtil der er fundet en vaccine mod zikavirus.

Sådan lyder opfordringen fra 150 internationale videnskabsfolk i et åbent brev, hvor det bliver betegnet som "uetisk" at gennemføre legene i de planlagte uger i august.

Der er nemlig grund til at tage zikavirusset mere alvorligt end først antaget, mener underskriverne, der samtidig kræver, at Verdenssundhedsorganisationen, WHO, reviderer sine retningslinjer i forhold til virusset.

»Vores store bekymring handler om den globale sundhed,« lyder det i brevet.

»Den brasilianske stamme af zikavirus skader sundheden på en måde, vi ikke har observeret tidligere.«

»Man løber en unødvendig risiko, når 500.000 turister fra hele verden tager til OL og potentielt får denne virus for derefter at tage den med hjem,« står der i brevet.

Zikavirus spredes ved myggestik og er sat i forbindelse med en lang række tilfælde af mikrokefali hos fostre. Det er en sygdom, hvor børn fødes med for små hoveder og derfor kan udvikle hjerneskader.

OL begynder 5. august og slutter 16 dage senere. Den Internationale Olympiske Komité har tidligere på måneden meddelt, at man ikke ser nogen grund til at udsætte eller flytte legene som følge af zikavirus.

/ritzau/