Det er noget rigtig skidt for de olympiske atleter. Det er svært at sige det anderledes, efter nye undersøgelser viser, at det vand, som triatleter, roere og sejlere skal dyste i ved næste års OL i Rio de Janeiro, er lige så bakteriefyldt som kloakvand. Faktisk er det decideret kloakvand flere stedet. Det skriver det amerikanske nyhedsbureau Associated Press.

Nyhedsbureauet har gennem de sidste fem måneder taget 37 vandprøver i alle tre olympiske bassiner - og ikke en eneste af prøverne viste, at vandet var rent nok til at svømme i i forhold til internationale vandstandarder.

Nogle af prøverne indeholdte et virusniveau, der er 1,7 millioner gange højere end det tilladte ved en normal amerikansk strand.

Prøverne har allerede fået flere eksperter til at sige, at det atleterne kan blive syge af at dyste i vandet. Amerikanske Kristina Mena, der til dagligt forsker i vandbårne sygdomme, siger til AP, at tre teskefulde af vandet med 99 pct. sikkerhed vil gøre en olmpisk atlet syg.

Især ved den olympiske lagune Rodrigo de Freitas står det slemt til. Vandet er så forurenet, at der flyder med rådne fisk i vandet, fortæller marinebiolog John Griffith.

»Her er vandet ret beset kloakvand. Vandet er fyldt med kloakvand fra toiletter, bade og afløb, og det hele løber direkte ud i badevandet. Hvis den slags blev opdaget her i USA, ville det blive lukket med det samme,« siger han til AP.