Efter OL. Dansk Håndbold Forbund (DHF) er skuffede over herrelandshholdets indsats og er i færd med at forberede fremtiden.

Det er brutalt, når man så åbenlyst kan drage paralleller fra en fiasko til en anden. For man synes jo, at man burde være blevet klog af skade.

For med håndboldherrernes massive nedtur ved OL i London fik man ikke udbetaling for de dyre lærepenge, man følte, man havde betalt med OL-nedturen i Beijing. Wilbeks mandskab var - ligesom for fire år siden - en af de store favoritter til OL-guldet, men - ligesom for fire år siden - kom tingene aldrig til at fungere, og kvartfinalen blev endestationen. På trods af en status som europamestre.

I den kommende tid vil der foregå et evalueringsarbejde fra spillere, trænere og i DHF, og her skal man se på, hvad der gik galt, bruge det konstruktivt og så kigge fremad. Og behovet for nye blæsende vinde er der, for i DHF er man også ramt af nedturen.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi ikke har været tilfredse med resultaterne. Så derfor er der brug for at få evalueret tingene, hvilket vi altid gør. Men vi har da lidt at tænke over. Vi er dybt skuffede, siger Carsten Grønmann Larsen, der er DHFs eliteansvarlige.

Håndbold-nedturen, der for sin vis også rummer fortællingen om kvindernes pauvre OL, kan på ny give næring til en i forvejen længerevarende debat om, hvorvidt oprettelsen af en stilling som sportschef kan være den knap, der skal skrues på.

- Det kunne det sagtens blive, men det er bestyrelsen i den sidste ende, der skal beslutte det og se på de økonomiske konsekvenser, det vil have. Der er ikke noget nyt om det. Det er sundt, at man efter sådan en slutrunde får evalueret på tingene. Vi går ikke ud i nogle forhastede beslutninger, siger Carsten Grønmann.

Ulrik Wilbek tager sig 14 dages ferie oven på OL, og når han kommer tilbage, så skal der snakkes fremtid. Og sikkert også om stillingen som sportschef, der nærmest er øremærket Wilbek, når han forlader landstrænerjobbet i 2014. Og det har aldrig været nogen hemmelighed, at Wilbek er naturlig fortaler for den stilling.

- Nej, og det er Jan Pytlick (damelandsholdets træner, red.) også. Men jeg kan ikke rigtigt sige mere nu, for det kommer også an på, hvordan DHF gerne vil strukturere sig, siger Wilbek.

I DHF vil man inden udgangen af oktober have et oplæg klar til, hvad der skal ske i de kommende år.

- Jeg vil gerne have, at vi ikke først står i 2014 og træffer en beslutning om, hvad der skal ske. Det er noget, man gør i god tid. Når vi skal finde en afløser for Ulrik, ved vi jo, at vi vil kigge efter toptrænere, der allerede har et job, så vi skal være tidligt ude og finde den afløser.

Et af de mere presserende emner er at finde en ny assistenttræner for herrelandsholdet efter Peter Bredsdorff-Larsens stop, men Ulrik Wilbek vil - med tanke på DHFs kommende plan - vente med at pege på en ny mand.

- Når jeg kommer hjem, så går vi i gang, og så må DHF finde den struktur, der gør, at vi bagefter kan sætte navne på.