Landstræner Gudmundur Gudmundsson var ét stort islandsk smil, da han skulle genfortælle sin oplevelse af den vanvittige afslutning i Danmarks sejr på 26-25 over Qatar, der blev sikret på et mål af Mikkel Hansen i sidste sekund.

Gudmundsson er normalt meget analyserende og stille og rolig, når han møder pressen og sætter ord på de danske kampe, men denne varme eftermiddag i Rio var der masser af grin og en konstant jagt på de danske gloser, som kunne beskrive de følelser, Gudmundsson stod med.

»Jah… Altså… Alt kan ske i sådan en situation… Jeg ved bare... Altså. Jeg gik næste amok! Jeg løb ind på banen, og jeg ved ikke hvad. Jeg ved ikke, hvad jeg tænker, haha,« siger Gudmundsson og fortsætter:

»Jeg havde sagt til spillerne i timeouten, at vi skulle tackle dem. Og det gjorde de. Den måde, spillerne håndterede det på. Og Mikkel der lavede et fantastisk mål. Det glemmer jeg aldrig!«

Lige én enkelt ting mere… Så du Danmarks kamp mod Makedonien til EM i 2012? Hvor Hans Lindberg scorer sejrsmålet i sidste sekund på en lignende måde?

»Ja, den har jeg set. Det er der, hvor Lazarov (makedonsk spiller, red.) skyder til sidst og rammer stolpen og så…«

Ja, lige præcis. Der gik Danmark jo hen og vandt EM…

»Ha ha… Det vil jeg ikke snakke om nu,« siger Gudmundsson med et stort smil.

Landstræneren forventer nu, at danskerne vil spille mere frigjort i resten af turneringen, fordi landsholdet formåede at vinde på så spektakulær vis, selvom de så ud til i bedste fald at kunne få et enkelt point ud af anstrengelserne, da Qatar havde bolden i det, der lignede kampens sidste angreb. Men en bolderobring fra René Toft, der smed bolden hen til Henrik Møllgaard, som fandt Mikkel Hansen længere oppe på banen ændrede alt.

»Det giver os et kæmpe boost. Helt sikkert. Vi var meget skuffede efter kampen mod Kroatien, hvor vi ikke spillede godt. Vi har haft mange møder på holdet siden, og jeg glad for, hvordan spillerne klarede det i denne kamp. Det var dejligt. Vi spiller god håndbold og kommer frem til mange chancer,« siger Gudmundur Gudmundsson, som i første omgang kan se frem til den sidste gruppekamp på mandag mod Frankrig, hvorefter den så onsdag står på kvartfinale.

Men nu holder landsholdet i første omgang fri søndag, hvor holdet skal ud og se OL-basketball.