Thomas Laybourn og Kamilla Rytter Juhl leverede en magtdemonstration, da de spillede sig til tops i Mixed Double-turneringen.

De har haft det godt på engelsk underlag i år, og det ser ud til at fortsætte. I marts nåede de helt til finalen ved årets All England-turnering, og i dag viste Thomas Laybourn og Kamilla Rytter Juhl, at de ikke har glemt, hvordan man spiller badminton på disse breddegrader.

Den danske mixed double stod i deres første gruppekamp overfor det indiske par, Diju V og Jwala Gutta, der gik ind til opgøret med et dugfrisk nederlag fra deres åbning på turneringen.

Der var ingen tvivl om, at favoritværdigheden lå på de danske skuldre, eftersom de tilmed, aldrig havde tabt et sæt i de to tidligere møder med inderne. Forud for kampen havde landstræner Lars Uhre dog alligevel forberedt sine spillere på, at der ventede et vanskeligt opgør mod verdensranglistens nummer 13.

- De har en lidt atypisk spillestil, og får de lov at spille deres spil, så kan de blive farlige, sagde Landstræner Lars Uhre, inden det gik løs.

Men farlige blev inderne aldrig. I stedet var det det danske makkerpar, som på skifte sendte deres modstandere rundt i manegen på det grønne gulv. Allerede tidligt i første sæt stod det klart, at der var klasseforskel på de to par, og efter mindre end et kvarter var det tid til sidebytte efter sejrscifre på 21-12.

Tendensen var den samme i andet sæt. Kamilla Rytter Juhl var koldblodig ved nettet, mens Laybourn bidrog med kraft fra baglinjen. Den kombination havde danskernes modstandere ikke noget effektiv modsvar til, og selvom inderne formåede at holde kontakten i første halvdel af sættet, var det danskerne som hele tiden havde teten.

Sejren fik de også i sidste ende. 21-16 blev cifrene i andet sæt, og dermed lover det godt for resten af turneringen. Næste kamp for parret er i morgen - mandag - kl. 12.30, hvor der venter sydkoreansk modstand.