Cykelsporten blive fattigere i det nye år, når Fabian Cancellara forlader den.
For han er på ingen måde et ringvrag. Og det rimeligt at undre sig over, hvorfor det skal slutte allerede nu.
Men det skal det, slog Cancellara fast efter onsdag at have vundet enkelstarten ved OL i Rio fuldstændig overbevisende foran Tom Dumoulin og Chris Froome.
Da han mødte pressen, sad han med et schweizisk flag svøbt om sig, og det første spørgsmål var, om han ikke sådan en dag kunne blive i tvivl om beslutningen om karrierestopet.
»Nej,« svarede han klart og hurtigt.
Og så gik han ellers i gang med at tale. Ordene flød ud af den schweiziske superstjerne, der de sidste 10-15 år har været cykelsportens måske mest dominerende skikkelse. Han har præget de store etapeløb, verdensmesterskaberne, klassikerne og de Olympiske Lege. Og han kigger tilbage på en karriere, hvor der ikke er grund til at fortryde noget, slog han fast.
»Jeg bliver aldrig verdensmester, men det kan jeg leve med. Jeg vidste, at jeg ikke skulle køre VM i år, da jeg gik ind til denne sidste sæson. Og mit resultat i dag står måske mere ud end noget andet. Jeg har vundet utrolige ting allerede, og at jeg kunne slutte historien sådan her, det er jeg bare stolt af,« sagde han.
»Jeg vidste, at dette ville blive et specielt år, da jeg sagde, at det skulle være det sidste. Der ville komme mange højdepunkter med klassikerne, Tour de France, der skulle køre ind i Schweiz og så OL. Jeg er bare glad for, at jeg fik et år, hvor jeg var frisk, for det er nødvendigt.«
Han talte om et 16 år langt liv med op- og nedture i sporten og slog fast, at han nu bare glæder sig til, at konen, børnene og vennerne kan få en anden udgave af ham.
Da guldet var en realitet, brød han ud i tårer under en piskende regn i Rio. Enkelstartsrytterne fik lov at mærke en vinterdag, som den kan tage sig ud i Brasilien med regn og blæst, og kokosnøddedrinksene og strandstole, som de førende ryttere sad i ved målstregen lignede mildt sagt ikke det strandpostkort, det skulle.
Men for Cancellara kunne det regne lige så tosset det ville. Han fik, hvad han kom efter.
»Jeg kom her for at få en medalje, det var målet. Og da jeg rejste fra Schweiz, vidste jeg, at jeg havde gjort alt rigtigt. Præstationen i lørdages linjeløb gav mig meget selvtillid, og det hårdeste var de sidste 24 timer op til enkeltstarten, for jeg lå på mit værelse alene, og der kom mange tanker op om alt muligt. Jeg vidste, at det ville blive et af mine sidste løb, og jeg ville ikke fejle.«
Han fejlede mildt sagt ikke. Efter i en årrække ikke at have kunnet tage sejren i de store enkeltstarter, var han tilbage på den plads, der har været hans.
Det var en gigants sidste brøl, vi så i Rio onsdag.
